<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Skiferien går til ... Ischgl

Udgivet af den 24-02-2021 15:13:21

Ischgl er et fantastisk skiområde, som helt sikkert er et besøg værd! Her giver guiderne fra sæsonen 2016/17, Amanda og Nicholas, deres bedste råd og fif til en skiferie i Ischgl.

wiedereinsteiger-erlernen-und-wiederholen-in-kleinen-gruppen-in-drei-tagen-die-grundlegenden-techniken-des-skifahrens-c-silvapark-galtur-andreschoenherr

Her skal I stå på ski

Ischgls pistekort findes der mange fede pister, så det er svært at vælge vores favoritter! Men en af dem er dog piste nummer 40, som er en rød piste. Du finder den, når du tager til dalen ved Höllboden og op til den schweiziske grænse. Pisten starter parallelt med piste nummer 80, som også er et must try! Begge løjper er lange og giver udfordringer til både nybegyndere og garvede skiløbere. Pisterne snor sig gennem landskabet og har en varierende stejlhed og brede. Piste nummer 80 er specielt populær på en solskinsdag, da pisten hele vejen til Samnaun har et flot udsyn, og I er omgivet af de fantastiske bjergrygge.

En sidste fantastiske piste er nummer 11, da den er enormt bred og blå. Her kan I især fokusere på sit eget skiløb og øve jer på store carving-sving. Pisten tillader også en at få lidt mere fart på, men dens popularitet er stor, da den ligger lige ved Ischgls samlingssted Idalpe. Tag eventuelt en tur på pisten tidligt om morgenen, inden alle har fået skiene på.

Her skal børn og nybegyndere stå på ski

Ischgl er hverken et område der er velegnet til nybegyndere eller børn. Dog er det muligt at finde pister til begge i området ved Idalpe. På trods af Ischgls sværhedsgrad og mængde af røde og sorte pister, så kan I komme rundt i hele området på en blå piste.  Ønsker I til gengæld at køre hele vejen ned til byen, så skal I være opmærksomme på, at dette ikke er velegnet for nybegyndere eller børn.

De tre mest velegnet pister for børn er:

  • Børnebakken, lige ved skiskolen oppe ved Idalpe
  • Den store blå piste nummer 11
  • Den lange blå piste nummer 62, som snor sig ned til N-lifterne på den Schweiziske side

Ischgls hemmelige juvel 

Hvis I skal finde vores hemmelige juvel, så skal I have mod på at køre off-piste – og hold fast! I skal tage op på Ischgls højeste punkt i 2.872 meter, køre ned af den røde piste nummer 70. På pistekortet kan I se at piste 70 også deler sig op i 70a, og før I rammer 70a, skal I holde til højre. Turen er off-piste, og I finder et lille gemmested, hvor I har en fantastisk udsigt over dalen Ravaischer Salaas. Om sommeren kan I cykle ned af denne bjergryg, og derfor står der en lille bænk ude i ingenmandsland. Fantastisk sted at spise sin smurte madpakke på en solskinsdag!

Her skal I på afterski

Paznauner Taya er stedet hvor alle tager hen cirka klokken 14.00. Dette sted er meget kendt i området, og er det eneste afterskisted som ligger oppe i pisten. Stedet har en fantastisk stemning, og festen foregår udenfor. Ved en kæmpe DJ-pult spilles der slager-musik hele eftermiddagen. Hvis I tidligere har været på skiferie i Østrig, vil I helt klart kunne genkende en masse tyroler sange. Stedet er især godt, da I ikke behøver at tage nogen lift for at komme helt i bund – dog skal I stave en smule.

Kitzloch er vores guiders stamsted! Her oplever I den ægte østrigske hytte, hvor alt er bestående af træ, og I kan give den gas med dans på bordene og se stedets DJ, Boris, fyre den af i et isbjørnekostume. På Kitzloch er der altid fest og farver, og tjenerne har specialiseret sig i at balancere hundredevis af flügels og masser af øl på skuldrene. Vi guider giver også altid et lille show, hvor de friske kan danse med på Cowboy und Indianer og den danske Vovlo V18.

Er I mere til moderne musik og halvpåklædte kvinder på bordene, så er Schatzie stedet! Stedet er specielt populært, da det ligger lige neden for piste 1a – og så laver de fantastiske pizzaer!

Her skal I spise 

Vi har godt nok ikke selv været meget på Restaurant Salner, men igennem en hel sæson har vi fået det indtryk af, at dette spisested skulle være helt fantastisk! Salner ligger ikke midt på hovedgaden Dorfstraße, men til gengæld oppe ved byens kirke – en lille gåtur på et par minutter fra hovedgaden. Maden er helt i top og overraskende billigt sammenlignet med mange andre spisesteder i Ischgl.

Er I til østrigsk mad og pizza, anbefaler vi guider spisestedet Nevada, som også er et afterskisted og hotel. Nevada kan findes ved liften Pardatschratzbahn og der er næsten altid plads.

Hvis I er ude efter noget mere eksklusivt, så skal I tage på Lucy Wang. Her får I asiatisk mad og sushi, og altså mulighed for at få noget andet et det ellers kalorie-fyldte østrigske mad. Prisen er dog også efter madens kvalitet, men ikke desto mindre et rigtig moderne og hyggeligt sted at spise.

Vores favoritsteder i Ischgl

Efter en lang transferdag slutter vi guider altid af med at tage en øl/radler på caféen/baren Kiwi. Her spilles der kun musik fra 60-70-80’erne, og der er en virkelig god pub/lounge stemning. Stedet er ikke enormt kendt, og det ligger lige ved siden af byens kirke.

På pisten skal I simpelthen prøve at tage op med den store gondol E5, der tager en op til piste nummer 38. Langs piste nummer 38 finder I til tider noget af det bedste off-piste i Ischgl, og på toppen får I en fantastisk udsigt over landskabet – men I kan dog ikke stå på ski ned af det. Hvis pisten er åben, og det er godt vejr, anbefaler vi helt klart at I besøger dette område, da gondolen ofte er lukket på grund af vind eller lavinefare. Ischgl havde oprindeligt tænkt sig at åbne flere pister på denne bjergryg, men efter åbningen af gondolen har Ischgl fået afslag fra naturstyrelsen, da området bag om bjerget er fredet. Ischgl mangler dog ikke pister, da der allerede er 237 kilometers piste her.

Et sidste sted som er vores guiders yndlingssted i Ischgl er turen op til den østrigske bjerghytte Heidelberger Hütte. Vi guider har arrangeret et arrangement på torsdage i sæsonen 2016/17, hvor vi på ski fra bunden af piste nummer 40 bliver trukket op af to snescootere. Turen derop tager cirka 13 minutter, og I godt vejr finder I ikke mange steder der er bedre! Naturen og følelsen af at være ude i ”ingenting” kan stadigvæk give os guider et sug i maven – vi elsker simpelthen denne tur! Oppe ved Heidelberger serveres kun ægte østrigsk mad som for eksempel Phannenrösti eller deres helt egne Hütte-toast. Har I lyst til at vandre, er der også mulighed for det her – og det er en smuk natur!

Det skal I vide om Ischgl

Ischgl er en party-by med masser af gang i den. Derfor har byen også valgt at indføre en regel, der forbyder en at gå med skistøvler, ski og snowboards i byen efter klokken 20.00 og frem til klokken 06.00. Dette har de valgt, da der har været problemer med både larm og uheld i forbindelse med folk i skistøvler, og håndtering af deres skiudstyr, efter en øl for meget til afterski. I skal også være opmærksomme på, at det på stort set alle spisesteder i Ischgl er tilladt at ryge indendørs.

Når I er ankommet til Ischgl, så sørg for at udnytte hele piste området. I finder nogle helt unikke pister længest ude i terrænet. Tag også på nogle af vores foreslåede afsterski-steder, hvor I virkelig kan ryste benene efter en lang dag på ski – og samtidig slutte dagen på ægte østrigsk manér.

Vores sidste råd er, at I på turen hjem fra Ischgl læner jer tilbage i bussen, ser ud af vinduerne og nyder det sidste af skiferien. Ischgl er et fantastisk sted at tage på skiferie, og vi kan kun anbefale at tage hertil!

 

Kategorier: Ischgl, Blandet, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Østrig, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg