Peter, som har været Danski-guide i sæsonen 2016/17, giver dig her nogle svar på, hvor du finder de bedste pister, de mest børnevenlige områder og et par tips og gode råd til din skiferie i Cervinia.
Cervinia som er Italiens højeste skisportsområde, ligger på den italienske side af det ikoniske bjerg fra Toblerone-reklamerne, Matterhorn – eller som på italiensk hedder El Cervino.
I Cervinia er der i alt 105 kilometer piste fordelt på 72 pister for både begyndere og erfarne skiløbere. Udover Cervinia har I også området Valtournenche inkluderet i jeres lokale liftkort. Valtournenche består af 54 kilometer piste, hvilket giver dig 159 kilometer piste på det lokale liftkort – og altså endnu mere skiløb!
Det er også muligt at tilkøbe det internationale liftkort, hvilket giver adgang til Zermatt, som ligger i Schweiz. Her vil du få yderligere 200 kilometer piste. Det vil sige hele 359 kilometer piste på det internationale liftkort, så er der nok at tage fat på i området.
Her skal I stå på ski
Der er masser af gode pister til alle niveauer i Cervinia. Dog vil jeg gerne fremhæve tre pister, som helt sikkert skal afprøves
Piste nummer 7 – også kendt som Ventina-pisten. Den er 14 kilometer lang og starter fra toppen ved Planeau Rosa og løber hele vejen i bunden – en højdeforskel på 1.430 meter. Pisten er rød hele vejen, den starter lidt stejlt, men alt i alt er det en rigtig god piste med plads til både de store sving, men også de mindre hurtige sving. Det er et must try, når du er på skiferie i Cervinia! En lille bonus info er, at CNN i 2014 valgte netop piste nummer 7 til verdens tredje bedste piste på en top 100 liste.
Piste nummer 1 er også et besøg værd! Du finder pisten i Valtournenche, og det er en rigtig god piste med lidt til enhver smag. Det er pisten som går hele vejen ned i bunden til Valtournenche, som ligger i 1.524 meters højde.
Den sidste piste som du skal prøve, hvis du er i Cervinia, er piste nummer 24. Pisten starter rød med en lille smule sort, men slutter i blå. Det blå stykke af pisten er rigtig god til børn! Den er rigtig sjov piste med god udfordring til de fleste skiløbere. Det er også en god lang tur, inden du rammer bunden i midten af Cervinia by.
Her skal børn og nybegyndere stå på ski
Når hele familien på skiferie kan det være rart at vide, at der også er noget for de mindste. Det finder I heldigvis i Cervinia!
Piste nummer 5 starter fra Plan Maison og løber i bund. Det er en rigtig god børnepiste, da den ikke er for sejl og der er god plads til at øve sine sving.
Piste nummer 2 er en meget kort piste, men rigtig god for nybegyndere! I skal tage stoleliften op fra bunden af byen, og så får I en kort – men god – tur ned igen.
I bunden er der også en skiskole med en lille bakke for de helt nye på ski, og I finder også gode, børnevenlige pister i Valtournenche.
Er du ny på ski? Det kan virke helt uoverskueligt. Men bare rolig! Vi har samlet gode råd til dig, der er ny på ski.
Cervinias skjulte juvel
Helt ovre i den ene side af Cervinia har vi piste nummer 21/22, som går over i piste nummer 16, inden I rammer bunden – dog lidt væk fra centrum af Cervinia. Her kan I tage en ældre stolelift op igen og nyde samme tur. Der er kun de tre pister der, nok også derfor de er knap så befolkede, hvilket er lidt ærgerligt, da det virkelig er nogle skønne pister. For at komme derover skal I dreje af ved piste nummer 13 mod Cieloalto. Det er absolut et besøg værd og efter min mening den hemmelige juvel her i Cervinia.
Her skal I på afterski
Hvis I vil på afterski i Cervinia, så er der et par steder som jeg helt sikkert vil anbefale, at I besøger! Herunder giver jeg mine tre bedste anbefalinger til afterski.
The Dragon er en engelsk pub - præcis som I husker det! Den ligger centralt ud mod pisten i bunden af Cervinia. Her er altid god stemning – både inde og ude.
The Bar er et must! Det er en ski-in/ski-out, og den ligger ved siden af piste nummer 3. Den er perfekt til afterski med den store terrasse – med udsigt til Matterhorn til højre – og de laver desuden virkelig gode drinks!
Plan Torrette er en restaurant/bar, som ligger når du kommer op med den første stolelift fra bunden af byen. Når der er fuld sol er stedet ideelt til en god omgang afterski – med en masse dans på bordene! De våde varer kan I hente i deres udendørs bar – og nogle gange er der også live DJ. Det er også muligt at nyde de gode drinks i en af deres liggestole, med solen i ansigtet og sneen under fødderne.
Her skal I spise
Mange af de steder som er gode til afterski, er faktisk også gode steder at spise! The Bar og Plan Torrette er rigtig gode spisesteder med masser af lækkert mad for både børn og voksne – helt klart et besøg værd, og hvem siger det er en dårlig ting at kombinere mad og afterski? Ikke mig!
Endnu en restaurant I bør besøge er Chalet Etolie, i folkemunde kendt som Ullas, hvilket er navnet på chefkokken som ejer stedet. Det er et rigtig fint sted som stråler af professionalisme hele vejen igennem. Lidt ekstra info om denne restaurant er, er at det britiske magasin The Telegraph har udpeget stedet til en af verdens ti bedste bjerg-restauranter. Personligt er det en af mine yndlingssteder steder i Cervinia!
Restaurant Lo Copa Pan er en af Cervinia ældste restauranter og også et besøg værd! Restauranten er familieejet, og har altid været det. Kvaliteten er i top på alle områder – og især deres and er rigtig rigtig god! Jeg taler af erfaring.
Mine favoritsteder i Cervinia
Jeg har rigtig mange steder, jeg godt kan lide at være i Cervinia – men skal jeg anbefale noget, så må det være restraurant Chalet Etolie. Ta’ ikke på skiferie i Cervinia uden at besøge dette sted!
Det skal I vide om Cervinia
Cervinia er et sted med masser af oplevelser og godt skiløb. Det sidste råd jeg vil give jer er at besøge Zermatt på den anden side af grænsen – det er et helt fantastisk sted at stå på ski!
Cervinia er desværre ikke en del af vores program længere, men vi har stadig mange andre skønne destinationer i Italien, Frankrig og Østrig.