<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Tag med Danski til Zillertal

Udgivet af den 24-02-2021 16:06:23

Afterski, Schnitzel og top skiløl. Zillertal er en destination, der byder på et kæmpe stort skiområde som er fordelt på 2 hovedområder. Det ene er Zillertal Arena, som ligger i Zell am Ziller, og det andet er Mayrhofen. Zillertal Arena har 139 km pister og Mayrhofen har 135 km. Derfor er der virkelig mange muligheder, hvilket gør, at vi og vores gæster aldrig keder os her i Zillertal.

zillertalguider-1024x682

Den bedste piste i Zillertal

Når man står i Zillertal Arena er rød 20’er den ubetinget bedste piste. Der er kun én vej, og det er ned, og så kan man ikke køre forkert, men man kan selvfølgelig godt køre galt ;) 20’eren kan køres af alle, om man er på board, ski, nybegynder der tager det stille og roligt, eller en fartdjævel der kun skal hurtigt ned. Desuden har 20’eren også den bonus, at liften op er en kærlighedslift, hvor man kun kan sidde 2 og dermed nyde hinandens selskab i tosomhed, indtil man igen er på toppen.

I Mayrhofen er rød 15’er ifølge os den bedste piste. 15’eren er ligesom 20’eren i Zillertal Arena, en piste hvor man ikke kan køre forkert. Den ligger desuden lige op til den lækreste restaurant på bjerget – Schneekarhütte. Den er bestemt, ligesom pisten, et besøg værd.

Desuden skal man selvfølgelig også tage ned af Østrigs stejleste piste, Harakiri, der også ligger i Mayrhofen. Med en hældning på 78% er den ikke for nybegyndere, men for dem der har mod på lidt mere og gerne vil have en god historie til dem derhjemme.

piste14zilelrtal

Den bedste afterski i Zillertal

I Zell am Ziller SKAL man tage forbi Krocha Alm, der ligger lige for bunden af den blå gondol, Rosenalmbahn. Krocha Alm er klassisk afterski og ofte kommer Gert Reiter på besøg og når han er der, er der garanti for en hel vanvittig fest!

I Mayrhofen skal man kigge forbi Brück ’n’ Stadl, der også er det mest klassiske afterskisted i Mayrhofen. Her drikker man øl og flying hirsch i lange baner, og DJ’en sætter gang i festen ved at få alle til at sætte sig ned for derefter at hoppe op og sammen sparke festen i gang.
I Ramsau, som også er en del af Zillertal, skal man absolut tage forbi Yeti bar, der er et gult telt, hvor musikken er høj og øllene mange. Yeti bar er et fantastisk sted, hvor basarmen kan få lov at svinge.

afterski_zillertal

Den bedste restaurant i Zillertal

Når man står på ski i Zillertal Arena, er den bedste restaurant Schnitzel hütte, der ligger på rød 18’er. Dette sted er kendt for deres enorme schnitzler, så hvis man glemmer at bestille en ”Kinder Schnitzel” får man sin sag for med den kæmpe store schnitzel, der fylder tallerkenen plus 15 cm på hver side. Schnitzlerne er dog ikke kun store men også rigtig gode. Og det er det hele værd, når man hører tjenerne komme gående og råbe ”Einmal schnitzel”!

I Mayrhofen vil vi anbefale at man kigger forbi Mo’s til en god omgang hygge og lækker mad. Mo’s har alt på menukortet: thai, pizza, burger, pasta, salater og meget mere. Deres burgere er særdeles gode, og hyggen gør, at man har lyst til at blive til en ekstra Zillertaler bier eller en radler efter maden.

De lokale i Zillertal

Er hammer hyggelige. Alle er hjælpsomme, de tager det stille og roligt, og hvis man kommer på god fod med dem, er de villige til at gå rigtig langt for dig. De er desuden lidt gammeldags, og man kan godt mærke, at Østrig i sig selv måske lige er et par år bagud ift. Danmark.

Zillertal er vores hjertebarn, og vi ønsker, at alle skal tage hertil, for at opleve det som vi har oplevet.

Det bedste ved Zillertal

At der er så mange muligheder for skiløb. De 4 store områder gør, at der altid er noget nyt at prøve, og for os er 3 måneder næsten ikke engang nok til at nå at opleve det hele.
Desuden er bylivet i Mayrhofen helt utroligt godt. En tur opad den hyggelige gågade er helt sikkert også et besøg værd og afterskiing i Zell am Ziller er uden tvivl det bedste vi nogensinde har oplevet. Zillertal har derfor meget at byde på, og har noget på alle hylder, for enhver smag.

Vores sidste dag i Zillertal - what to do?

Vi ville stå på ski i Zillertal Arena, spise på Schnitzelhütte, tage ned og prøve den famøse rutschebane, der ligger ved Zillertal Arena, hvor du kan få en sørens masse fart på, tage på Krocha Alm og drikke et par øl, for at slutte aftenen af med en kælketur på den 7 km. lange tur vi tilbyder her i Zillertal. Og derefter ville vi gå hjem og sove med et smil på læben.

Zillertal er desværre ikke en del af vores program længere, men vi har stadig mange skønne destinationer i Østrig og resten af Alperne. Klik på knappen herunder og find din skiferie.

Mange hilsner guiderne i Zillertal
Siw og Signe

Kategorier: Zillertal, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Østrig, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg