<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Skiferien går til ... Alpendorf

Udgivet af den 24-02-2021 16:11:10

Overvejer du en skiferie til skønne Alpendorf i Østrig? Vores dygtige guider i Alpendorf, Emma og Mette, giver dig her deres bedste råd til det skønne område. I Alpendorf er der er intet mindre end 750 pistekilometer inkluderet i din rejse. Så hvad venter du på?

Guider i Alpendorf Wagrain Danski

(Artiklen er opdateret september 2020)

Fra Alpendorf kan du let køre på ski til Wagrain og videre helt over til Kleinarl, Zauchensee og Flachauwinkl. Der er altså rigeligt af områder at gå op opdagelse i, når du er på skiferie i Alpendorf i Østrig.

Alpendorf er en del af Ski Amadé, så er du i bil, og har du lyst til at se nye områder, kan du på under en time let køre til for eksempel Schladming eller Bad Gastein, hvor liftkortet også gælder. I alt er der 750 pistekilometer i Ski Amadé, hvilket gør området til Østrigs største. Så selvom Alpendorf er kendt som et meget familievenligt område, kan du altså sagtens komme langt omkring med et liftkort til hele Ski Amadé – som automatisk er inkluderet i din rejse hos Danski.

Her skal I stå på ski

Alpendorfs eget skiområde er et rigtig børne- og begyndervenligt område med mange blå pister. Næsten alle steder, hvor du kan vælge at køre på røde pister, er der også mulighed for at vælge en blå i stedet for - og stadig ende samme sted. Det giver den måde mulighed for, at du kan køre på ski sammen med familien, også hvis I er på lidt forskelligt niveau, fordi pisterne fører samme sted hen.

Hvis Mette og Emma fra Danski skal fremhæve et par pister, skal det være de to 60’ere. Her er der igen både en rød og en blå piste at vælge imellem. Den røde 60’er er tæt på mørkerød, og rigtig god lang. Den blå 60’er er også god lang, men modsat den røde 60’er en skovpiste. Nogle skovpister er smalle, men det gode ved den blå 60’er er netop, at den ikke er for smal. Så du kan sagtens lave nogle gode sving på vejen ned i bunden. Begge 60’ere ender samme sted, ved en lille hyggelig restaurant, som bestemt er et besøg værd, især når solen skinner, og du kan sætte dig på terrassen.

Her skal børn og nybegyndere stå på ski

En god piste til børnene er funslopen på piste nummer 40c. Her er bygget små hop, tunneler og andre udfordringer, som børnene plejer at elske! Lidt i samme stil findes der en lille hekserute fra toppen af piste nummer 52, som også altid er en succes hos børnene. Generelt er Alpendorf et stort mekka for børn, så der er rigeligt med pister at boltre sig på.

Alpendorfs hemmelige juvel 

Alpendorfs hemmelige juvel, eller rettere juveler, er de to sorte pister nummer 55 og 55a. Her er der aldrig særlig mange mennesker, og begge pister er altid lækre at køre på. Om det er en af områdets eneste træklifter, som holder folk væk, vides ikke, men når du kan få så lækre pister, kan Emma og Mette fra Danski i hvert fald godt holde til at køre med træklift op igen. Pisterne er helt sikkert et besøg værd – vi lover, du bliver vilde med dem!

Her skal I på afterski

Har du lyst til at tage på rigtig østrigsk afterski, er det bedste sted i Alpendorf helt klart Tenne. Tenne ligger lige over for vores eget Hotel Rothirsch i Alpendorf, så her er der aldrig langt hjem, hvis øllene skulle blive for mange. På Tenne er der altid god stemning, og alt det musik du forbinder med den traditionelle østrigske afterski, finder du også her.

Hotel Rothirsch er der desuden hver dag åbent i baren fra klokken 15.00, og her er der mulighed for lidt mere familievenligt afterski. Hotellet har en masse spil, du kan bruge, og hotellets danske personale gør det let for børnene selv at gå i baren og bestille for eksempel en schiwasser.

Her skal I spise 

På pisterne i Alpendorf er der mange hyggelige hytter, hvor du kan holde en pause og få lidt at drikke eller spise frokost. Et af de steder Danski guiderne holder af at komme er Starchenstadl i Wagrain. Starchenstadl ligger på vej ned af den brede røde piste på Grafenbergbjerget - også kaldet danskerbakken. Her kan du spise forskellige lækre østrigske retter, men mange kommer her især for deres grilkyllinger, og det forstår vi godt! Mange af hytterne laver deres egene versioner af østrigske klassikere som gullassuppe, tiroler gröstel og kaisersmann og alle tre ting er klart anbefalelsesværdige på Starchenstadl.

Er du på den anden side af Wagrain, altså på Flying Mozart siden, ligger der en fantastisk lille hytte med en skøn solterrasse i starten af piste nummer 33 - lige under Flying Mozart liften. Hytten hedder Almstadl og har ikke det største menukort, men maden er god og der et rigtig hyggeligt miljø. Vi er især vilde med at spise på terrassen, når solen skinner. Her er der nemlig en flot udsigt, og så er der bygget træplateauer som er indrettet med lækre puder og skind, hvor du kan nyde solen, mens du tager en pause fra skiløbet.

Hvis du vil på restaurant, enten til frokost eller aften, i Alpendorf, kan vi varmt anbefale Oberforsthof Alm. Her er maden virkelig lækker. Restauranten er hyggelig og meget østrigsk indrettet. Maden er også generelt østrigsk, men i menukortet er der også en side med mad ”from around the world”. Har du en dag lyst til en god bøf, kan du få det på Oberforsthof Alm. Alt i alt et super hyggeligt sted med god service og mad af høj kvalitet. 

Vores favoritsteder i Alpendorf 

Et af vores favoritsteder i Alpendorf er i den røde sofa. Den røde sofa, eller faktisk de røde sofaer, for der er nemlig to, bliver sat frem når solen skinner, lige hvor du kommer ud af stoleliften Sonntagskogelbahn. Her kan du i 1850 meters højde nyde udsigten ud over Alpendorf pister. Netop her er der taget mange billeder fra Alpendorf til hjemmesider med mere. Kommer du fordi en dag i solskin, så sæt dig i den røde sofa, nyd et øjeblik, tag et par billeder (vigtigt) og sug den smukke udsigt til dig.

Det skal I vide om Alpendorf 

Alpendorf er en lille by, og der er kun en lille Spar som indkøbsmulighed. Dog ligger den større by St. Johann kun cirka 3 kilometer fra Alpendorf. St. Johann er ikke en såkaldt satelitby, som kun er bygget op omkring skiområdet, men en lidt større by med gode indkøbsmuligheder - både hvis du gerne vil lidt på shopping, men også bare i forhold til helt almindelig indkøb.  Fra Alpendorf er det let at tage både skibus og almindelig bus til St. Johann.

I Alpendorf by kan du næsten alle steder betale med kort, men på bjerget tager de mange steder kun imod kontanter. Nogle steder tager de imod kort, men det kan være en god idé at tjekke op på det, inden du sætter dig, hvis du kun har kort med. I Alpendorf ved turistinformationen, ved bunden af gondolen, er der en hæveautomat, hvor du kan hæve kontakter.

Vi glæder os til at se dig i Alpendorf.

Kategorier: Alpendorf, Blandet, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Østrig, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg