Vi har spurgt de seks danske skieksperter, Thomas Uhrskov, Sophie Sølling, Rasmus Lundby, Anja Bolbjerg, Thomas Rønnau og Jacob L. Jacobsen om de vil afsløre deres favorit selvtillidspiste, den ultimative træningspiste, bedste offpiste samt deres mest frygtede piste. Se hvad de svarede her.
Mød eksperterne
Thomas Uhrskov er hele Danmarks skidarling. Han er særligt kendt fra TV2-programmerne "På Ski", "På Ski, Igen," "På Ski Igen, Igen" og sidst som den ene halvdel af skiduoen i "To på Ski" med Rasmus DJ.
Sophie Sølling er en af Danmarks absolut sejeste skicross løbere. Hun har blandet andet deltaget i Vinter-OL i 2010, hvor hun gik forrest som fanebærer ved åbningsceremonien.
Rasmus Lundby er kendt som en del af den danske skielite i freestyle. Han har stået på alle slags ski, i alt slags terræn og derudover er han formand for ski-instruktør-uddannelsen i Danmark.
Anja Bolbjerg har i mange år tilhørt verdenseliten i skidisciplinen pukkelpiste. Selv siger hun, at hendes karrieres højdepunkt var i 1997, hvor hun vandt en World Cup-disciplin i La Plagne og bragte sig i spidsen for den samlede World Cup. Derudover deltog hun også ved OL i 1998 og 2002. Desværre har hun i dag parkeret skiene pga. en knæskade.
Thomas Rønnau er en af de bedste skiinstruktører i Europa. Han har vundet flere titler her i blandt en 3. plads ved de Amerikanske Powder 8 Mesterskaber og en 3. plads ved VM i synkron-skiløb. Derudover har han bestået Euroski pro, som er den højeste Europæiske skilæreruddannelse, og Eutrainer, der giver ret til at undervise andre instruktører.
Jacob L. Jacobsen er en god skiløber.
Bedste selvtillidspiste?
Thomas Uhrskov: ”Hovedpisten i Lofsdalen i Sverige. Den er grøn, uendelig lang og ender i et krus kakao.”
Sophie Sølling: ”Min selvtillidspiste er ’eksperten’ i Trysil, Norge. Nordens stejleste piste. Når jeg let suser ned af den, ved jeg, at jeg fortsat er i OK skiform.”
Rasmus Lundby: ” Selvtillidspisten 'Jeux' ligger i den klassiske skidestination Alpe d'Huez. Den er lang, bred, har altid god sne, og så har Alpe d'Huez Alpernes største antal gennemsnitslige solskinsdage. Jeg elsker solskinsløb. 'Jeux' går direkte ned til byen, så man slutter altid dagen med et smil og føler sig som en verdensmester.”
Anja Bolbjerg: "La Morraine i Val Thorens 2. Ultimative træningspiste."
Thomas Rønnau: "Dallas Freeway på Snowmass Mountain, en rigtig lang blå bred piste med super hældning."
Jacob L. Jacobsen: "Hemsedal 10'eren, træningsbakken."
Ultimative træningspiste?
Thomas Uhrskov: ”Ingen tvivl Signalet i Alpe - når jeg bliver diktator bygger jeg en 3000 meter høj kopi på Lolland.”
Sophie Sølling: “Jeg har boet og trænet på Hafjell i Norge i 7 år. Så OL stortslalom-bakken der er blevet kørt flere gange, end jeg kan tælle til.”
Rasmus Lundby: ”Min ultimative træningspiste 'Casse du Boeuf' ligger i franske Serre Chevalier. Det er en af de længste og lækreste sorte pister, jeg har kørt. Der er næsten aldrig mennesker på den, fordi den går fra toppen og helt ned til dalen - så man kan rigtig give den gas. Hældningen er perfekt, pisten er bred og så bugter den sig mellem træerne hele vejen fra top til bund. Jeg elsker den!”
Anja Bolbjerg: "Det kommer selvfølgelig an på, hvad du vil træne, men Mont Vallon måtte gerne ligge i min baghave. La Combe du Vallon fra Mont Vallon I Meribel, med over 1000m højdeforskel, har mange muligheder, og er dejlig uforstyrret, hvor man heller ikke rigtigt ser andre lifter."
Thomas Rønnau: "Le Signal, Alpe D'Huez - effektiv med flere forskellige hældninger."
Jacob L. Jacobsen: "Le Signal Alpe d'Huez - den har alt."
Sværeste piste?
Thomas Uhrskov: ”Outhouse i Colorada, USA - monsterpukler i 3000 meters højde. Ingen lette udgange og kun tynd luft.”
Sophie Sølling: ”Ikke rigtig nogen, men med højt tempo ned over pukkelpisten Solaise i Val d'Isere bliver pulsen temmelig høj.”
Rasmus Lundby: ”Den sværeste piste er 'Corbets Couloir' i amerikanske Jackson Hole. Den vil næppe blive kaldt en piste i europæisk forstand. Man skal ofte springe ned i den, fordi den er så stejl, at der bliver dannet et massivt snehang i toppen grundet al sneen, der falder i det nordvestlige Wyoming. Destinationen ligger i legendariske Teton County, der har lagt navn til skifilmskaberne Teton Gravity Research.”
Anja Bolbjerg: "Jeg kender et par pukkelpister, som jeg ikke ville kunne nævne fem danskere, der turde tage første hop på. Helt seriøst. Pukkelpisten i Inawashiro, Japan for eksempel."
Thomas Rønnau: "Mushroom, Aspen Highlands - super stejl med kæmpe pukler igennem træer."
Jacob L. Jacobsen: "Body Bag, Crested Butte, Colorado. Det er mange år siden, men den er lang og stejl. Og så kan de noget med navne."
Bedste offpistetur?
Thomas Uhrskov: ”La Grave - hvad ellers?”
Sophie Sølling: ”Jeg har haft nogle smukke, smukke turer både i Niseko - Japan og Grimentz - Schweiz.”
Rasmus Lundby: ”Den bedste offpistetur går til St. Anton am Arlberg - hvis man dropper de ekstravagante powdersteder som Japan, Grønland og Kaukasus. Jeg elsker at køre i St. Anton, fordi der er så imponerende meget udfordrende skiløb udenfor pisterne. Offpiste er for mig ikke blot uberørt nysne, men også stejle, opkørte bjergsider med store pukler og drops. Jeg tar' ofte til St. Anton for blot tre dage med nogle gode skivenner, og det er altid rigelig tid til at jeg blir' helt kvæstet, fordi jeg hele tiden bliver udfordret til at skulle præstere mit allerbedste.”
Anja Bolbjerg: "Uh, der er mange! Face Ouest over Val Thorens står som en speciel én for mig. Super spektakulær, adrenalin (men farlig). En af mine bedste oplevelser var dog en top-tur til Geitgaljetind i Lofoten, Norge, hvor man nærmest kan se udforstyrret til Nordpolen fra toppen."
Thomas Rønnau: "Haut Route, den gamle højde rute fra Chamonix til Zermat."
Jacob L. Jacobsen: "Der er mange gode ture, men det afhænger altid af vejr og selskab. Men Monte Rosa, er vel en af de steder hvor jeg har haft de bedste turer."
Er du enig med eksperterne?
Hvis du selv vil ned og prøve nogle af turene, så klik på den grønne knap herunder.