<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Obertauern - Fem hurtige fifs fra guiderne

Udgivet af Hubspot System den 24-02-2021 15:53:22

Her er der noget for enhver, og du kommer ikke til at kede dig på årets skiferie hertil. Obertauern har et skønt sammenhængende skiområde, da skiområdet omkredser byen. Det gør, at du altid, uanset hvor du bor, har under 100 meter til pisten.

Obertauern har både nem adgang til uanede mængder off-piste, hvis du er vild med dyb powder, og så er Obertauern et perfekt sted til børnefamilien, da destinationen tilbyder gode og brede blå pister, og et børneland til de mindste. 

Af: Guiderne i Obertauern sæson 2018/2019

Obertauern_danski

Guiderne har 5 hurtige til dig, som gerne vil lære den skønne destination bedre at kende, og som er nysgerrig på alt det Obertauern i Østrig har at tilbyde.

Nummer 1 – Skiløb for store og små

Obertauern er en af de bedste destinationer, hvis du skal lære at stå på ski. Her er der en del skiskoler, som har egne pister, hvor børn og nybegyndere kan udforske deres kærlighed til skiløbet. Vi anbefaler, at alle nybegyndere vælger skiskole, da det giver et godt fundament for teknikken bag skiløbet - så husk øvelse gør mester!

Skiområdet er også super børnevenligt, men det betyder ikke, at de mere garvede skiløbere skal kede sig. Der er hele 100 pistekilometer i Obertauern, så der er rig mulighed for at få fart under skiene og nyde den friske Alpeluft. 61 kilometer er blå piste, 35 kilometer er rød piste og så er der 4 kilometer sort piste - så er der skiløb for alle.

Tauernrunde er en kanon mulighed for at få set Obertauerns skønne pister. Der er to runder - rød Tauernrunde køres mod uret, og der køres mest på røde pister. Grøn Tauernrunde køres med uret, og der køres mest på blå pister. Tauernrunde er virkelig en tur, som er værd at tage, når du er i Obertauern - det er en utrolig smuk tur.

Gamsleiten ll er Europas tredje stejleste piste med en hældning på 45 grader. Pisten er 360 meter lang, men du skal ikke lade dig snyde af den korte distance. Gamsleiten er så sort, som en piste kan være. Den er et besøg værd for den øvede skiløber, og der er garanti for et adrenalin kick. Der er skiløb for alle niveauer i Obertauern.

PhotoCredit_Atout France_Robert Palomba

Nummer 2 - Marietta

Hotel Marietta er et 4-stjernet hotel, men med luksus både for store og små. Hotel Marietta har alt hvad du har brug for – med skileje og skiskole i kælderen, behøver du ikke engang at forlade hotellet, for at leje ski eller snowboard, og du kan nemt tilmelde dig skiskolen.

Ønsker du at slappe af ved poolen og gå i spa, så har du også rig mulighed for det på Hotel Marietta. Hotellet har sit eget wellness område, hvor du kan slappe af efter en lang dag på ski. Her kan du ligge på liggestolen og nyde en god bog, eller svømme lidt rundt i poolen.

Ginbaren finder du i hotellets lounge, her kan du slutte aften af med en lille drink, en kold øl eller et godt glas cognac. Læn dig tilbage i de lækre loungemøbler, nyd musikken og ilden i pejsen – en bedre afslutning på en god skidag, skal du lede længe efter.

Lidt luksus til de mindre størrelser er der også rigeligt af på Hotel Marietta. Mini biograf og et super fedt playroom, med diverse spil og spillemaskiner. Ting der kan få et hvert barn og barnlige sjæl i godt humør.

Grill 800° server Obertauerns bedste bøffer. Restauranten finder du i forlængelse af Hotel Mariettas Lounge. Her kan du bestille bord, hvis du vil forkæle dig og dine kære, med en god bøf og skøn rødvin. Hotel Marietta er bestemt et sted, vi vil anbefale at vores gæster bor på.

Hotel-Marietta-Obertauern

Nummer 3 - Liftkort til mere end Obertauern

Udover at dit liftkort fungerer til hele Obertauern, så er der også mulighed for at prøve lidt andet af. Liftkortet kan nemlig også bruges i Grosseck/Speiereck. Det er et skiområde på 50 pistekilometer, som er værd at besøge under jeres ophold i Obertauern.

Grosseck/Speiereck ligger små 15-20 minutter fra Obertauern. Der er mulighed for at køre gratis med bus fra Obertauern til 8’er Grosseckbahn i Grosseck/Speiereck med liftkortet.

Skiområdet er ikke så stort, til gengæld er det super hyggeligt, med en masse skovstier, skøn udsigt og hyggelige hytter. Hvis du er heldig på din vej ned ad piste 2a, kan du hilse på nogle af de lokale køer, som har en hyggelig stald ud til pisten - køerne skal jo ikke snydes for den smukke udsigt.

 

Nummer 4 - Eventyrland for børn

Obertauern er et eventyrland for børn - om det er på pisterne eller på Hotel Marietta. Hotel Marietta har alt, et barnehjerte kunne drømme om, mini biograf, stort playroom og ikke mindst et legerum oppe ved halvpensionsbuffeten, hvor de kan sidde og hygge efter maden, mens forældrene spiser færdigt.

Guiderne arrangerer også børnepistevisning, og det er forbudt for voksne. Her tager guiderne børnene med rundt i skiområdet, og tilslut nyder alle en kop varm kakao. Børn og guider elsker pistevisning, og det giver også forældrene mulighed for at være lidt for sig selv, mens deres børn er i gode hænder hos de kære guider.

Pandaen Pingu, som er Danskis maskot, kan også findes på hotellet ved særlige lejligheder, hvor alle børn kan få en krammer eller to. Pingu elsker at hygge med børnene, og børnene har rig mulighed for at fortælle om deres eventyr på ski.

På piste 2c ved Schaidbergbahn er Obertauerns helt egen troldeskov, hvor børnene kan køre på en skovsti og se på trolde og andre fabeldyr. Så Obertauern er et sandt eventyrland for børn!

lurzer-alm-obertauernNummer 5 - Afterski

Kolde øl, skiwasser, god østrigsk slager og dans på bordene – dette kan Obertauern og meget mere til!

Der er utallige hyggelige hytter, hvor du kan få din ynglingsdrik og hygge, mens musikken spiller i baggrunden og humøret er højt. Vi guider har selv et par favoritter, når det kommer til afterski i Obertauern, som vi synes du også skal have fornøjelsen af.

Edelweissalm, er en skøn træhytte, som findes på piste 16d. Her finder du en skøn terrasse, hvor du kan danse på bordene og have det sjovt. Afterski starter fra klokken 15, hvor der vil være god musik og glade skiløbere med øl i hånden - virkelig et besøg værd.

Lüzer Alm er også et besøg værd under dit ophold i Obertauern. Kæmpe stor træhytte med træterrasse, hvor der er højt humør og glade folk. En seværdighed, som er værd at prøve på Lüzer alm, er deres rutsjebane ned til toiletterne. Musikken er altid god på Lüzer Alm, og dansegulvet er klar til en masse dans i skistøvler. Så der er en masse lækkert afterski at finde i Obertauern!

Interesseret i en skiferie til Obertauern? Så kan du se mere her.

 

Kategorier: Afterski, Obertauern, Guidernes fif, Østrig, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg