<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Ny på ski? Vi guider dig gennem udstyret

Udgivet af den 24-02-2021 15:27:00

Du har måske tænkt på det længe, måske i flere år? Du har ikke rigtig kendt nogen skientusiaster, men har altid gerne ville prøve det der "ski". Og NU har du endelig bestilt din første skiferie. Men hvad nu? Hvad skal du bare vide, inden du tager af sted? Det giver vi dig et overblik over. 

fashion-style-trend-ski-gear-winter-Sally-Anne-Argyle-632870 Faktisk har 8 ud af 10 danskere aldrig prøvet at mærke den kolde bjergluft i ansigtet, når man flyver ned af en piste. Mange går med en latent drøm, men har aldrig fået taget springet. Men det har du gjort nu – og vi vil hjælpe dig til den bedst mulige ferie.

Udstyr

Din første skiferie står for døren, men hvad skal du anskaffe dig inden, hvad skal du leje der nede, og hvad betyder de forskellige udtryk? Hvis du skulle ud og anskaffe dig al det nyeste state-of-the-art gear, ville det blive en overordentlig dyr fornøjelse. Når du på samme tid ikke er sikker på, om skiferie overhovedet er noget for dig, ville det være hovedløst at anskaffe sig en hel masse til første tur. Blot for at sælge det hele igen til halv pris.

Ski, støvler, stave og hjelm

Alt dette lejer du på destinationen. Alt andet vil være hul i hovedet, når det er første, anden eller tredje gang du er på ski! Når først du er rigtig bidt af en gal skiged, kan du nørde i, hvilke ski DU vil have. Indtil da, lejer du. Skirejsebureauerne har helt styr på, hvilke ski du skal have, uanset hvilket niveau du er på. Støvler, stave og hjelm får du med i prisen, så det skal du heller ikke spekulere på.

Skitøj

Det eneste du skal ud og købe er skitøjet. Som fortalt i starten, er der rigtig mange, der inden deres første skitur, køber sig fattige i lækkert skitøj. De finder ud af, at skisport ikke er dem, og sælger tøjet igen når sæsonen er forbi. Det kan du gøre brug af! Tjek på nettet, det bugner af hjemmesider hvor folk sælger deres (knapt nok) brugte skitøj. Det vil dog være en rigtig god ide, ikke at slå til, ved den fedeste skijakke eller det mest farvestrålende skiundertøj du finder. Alt kan købes for billigt – og pris og kvalitet hænger, desværre, ofte sammen. Research, research, research! Tjek på nettet hvilke mærker der er gode, hvilke produkter, som har fået gode anmeldelser og så videre. Tag ned i en sportsbutik og prøv tøjet på før du køber det. Hvis det ikke passer perfekt, bliver du kold, svedig og våd eller du mister noget bevægelighed. Det ville under alle omstændigheder være ærgerligt.

Lag på lag

Noget man skal have sig for øje er; lag. Man skal have minimum tre lag. Det kan lyde af meget, men tænk på, at det er koldt og nogle gange også blæsende. Du bevæger dig, bliver varm og begynder at svede. Når du er færdig og skal hjem ad, bliver du, med mindre du bor på et ski-in/ski-out hotel, rigtig kold igen. Al den temperatursvingning kræver sit skitøj.

Inderst skal du have et lag skiundertøj. Det er det vigtigste lag. Det skal holde dig varm, men på samme tid også transportere sveden væk fra kroppen. Derpå kommer et isolerende lag. Det skal også holde dig varm, men igen, transportere sveden væk. Yderst kommer en 'skal' eller på engelsk 'shell'. Det er din skijakke og dine skibukser. De skal holde dig tør for sne, slud og vind.

Accessories

Der er et hav at accessoirers, som er et must-have på skiferien! Herunder kan du læse om de vigtigste.

Skistrømper

Noget af det værste der kan ske på en skitur (bortset fra brækkede lemmer) er kolde, våde og vabelbelagte fødder. For det første, er ét eller to par ikke nok. Pak i hvert fald 3 par til en uges skiferie. Gode skistrømper er uundværlige!

Googgles

Og det var googgles, ikke skibriller! En skibrille er en solbrille til snevejr. De er gode til at holde lys ude, hvilket der kan være meget af, når solen skinner på sneen. Men googgles holder sne, vind og vand ude. Et par dårlige googgles kan ødelægge en god skioplevelse. De skal slutte helt tæt ind til ansigtet, så intet kan komme ind. Men de skal også modarbejde kondens og at de dugger til indenvendigt.

Skihandsker

Der findes tre overordnede slags skihandsker; klassiske fem-fingrede, tre-fingrede og skiluffer. De klassiske fem-fingrede er gode for begynderen, der ofte skal spænde skistøvler eller åbne lommer. De garantere fuld mobilitet og desuden får du et bedre greb om skistavende. De tre-fingrede skihandsker, også kendt som “lobster gloves” eller “hummerhandsker” er gode, hvis man har tendens til at fryse hænderne. Her er lillefingeren, ringfingeren og langefingeren samlet i en luffe, mens tommel og pegefinger er frie. Det gør dem betydeligt mere varme end den klassiske skihandske og du bevarer en god finmotorik. Luffen er som man kender den. Fire fingre samlet og kun tommeltot er fri. Den er den ultimativt varmeste variant, men til gengæld er du ikke særlig mobil.

Skihue

Skihuer er dejligt varme og ser professionelt ud – uden for pisten. Men på pisten skal du have din hjelm på! Og der kan der ikke være en hue under, så man behøver virkelig ikke købe en skihue for 200-300 kr. Bare en god varm vinterhue er fin.

Skiskole for børn og voksne

Der findes skiskoler på stort set alle destinationer. Er man voksen, kan man godt, med lidt vilje, forstå og overleve en svensk, norsk eller østrigsk skiskole. Men er der børn med på ferien, er det en god idé at undersøge, om der er dansktalende skilærer på destinationen. Men er skiskolen nu nødvendig? Learning by doing, ikke? NEJ! Har du ikke stået på ski før, så book lektioner med en skilærer. Du kommer godt fra start med kyndig vejledning, hvad enten det er nogle få timer, eller om du følger et hold i flere dage. Du får den nødvendige basisviden på plads, lærer grundteknikkerne, reglerne for skiløb, og så lærer du nogle af de andre nye gæster at kende. Win win!

Men noget kan du dog gøre hjemme fra for at komme et skridt foran. Der findes en lang række træningsprogrammer, der er tiltænkt præ-skiløb, på nettet. Her forbereder du dine muskler til den særlige belastning, det er at stå på ski. Og du ender, forhåbentlig, ikke med et brækket ben. Find blandt andet inspiration til træning her.

Har du ikke booket skiskole endnu? Frygt ej! 

Andre aktiviteter end ski

Skal I afsted som en familie eller en gruppe venner, så er det en god ide at undersøge, om der er andet at foretage sig på destinationen end ski. Det kan jo være, at det ikke er alle, der bliver lige så bidt, som du, unægteligt, vil blive! Er der f.eks. gode shopping muligheder, badeland, skøjte- eller kælkebane, biografer eller andre sportsaktiviteter? 

Undersøg området

Går turen til Østrig, Fankrig eller Italien – og til hvilken destination i landet? Undersøg området du skal på skiferie i, inden du tager afsted. Du kan blandt andet finde ud af, hvilke restauranter og caféer du bare må besøge, hvilke pister der er de bedste og meget andet i vores guiders Find blandt andet vores guiders bedste fif til vores destinationer her - hvem ved, måske de har været samme sted, som du skal hen?

Kategorier: Udstyr, Børn, Blandet, Forberedelse til skiferien, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg