Årets skiferie blev både den værste og den bedste nogensinde.

Den værste fordi Caroline, min hustru, fik konstateret lungebetændelse undervejs. Hun fik 20 minutter på ski, og vi måtte køre hjem tre dage før tid. Samtidig var det den mest fantastiske skiferie, fordi vores lille pige på fire år knækkede koden til skiløb.

Nu har vi en af de der storplovende, hjelmklædte ”flyverdragter”, man ser frygtløst og storgrinende drøne ned ad pisten med en stolt men også ængstelig forælder halsende efter sig. Det er SÅ fedt, og en super investering i fremtidige ferier med ski på.

Og så fik vi i øvrigt øjnene op for det fremragende ved et ”familie/børnehotel” – og tro mig, skepsissen var stor!!

Af: Pelle Hvenegaard

Sidste år var vi på skiferie med vores datter for første gang. Vi tænkte, at hun med sine tre år dengang var klar til at blive introduceret til den fantastiske ferieform. Vi var i St. Anton sammen med nogle gode venner, der har en pige på stort set samme alder som vores. Det var en stor succes, for pigerne hyggede sig sammen både med ski på om dagen og om eftermiddag, når de legede ude i sneen, eller når vi tog i den udendørs svømmehal eller bare spillede spil derhjemme.

I forhold til skiløbet, så kom pigerne ikke meget på ski udover at køre mellem vores ben eller i sele foran. ”Ploven” eller ”pizza”, som det hedder nu om dage, fik de aldrig rigtig ind under huden, men de fik da en fornemmelse af, hvad det der ski er for noget – og vigtigst af alt, så synes de, at det var super sjovt. 

To familieskiferier i rap

Derfor var der heller ingen tvivl om, at vi skulle afsted igen i år. Og faktisk på hele to skiferier i rap. Først en tur til St. Anton i uge 8 sammen med vores venner ligesom sidste år, og så efterfølgende en uge i Wagrain, hvor vi var blevet inviteret ned for at prøve Danskis Familie/børnehotel Widmoos.

I St. Anton havde vi en lejlighed lige neden under vores venner. Det betød, at pigerne kunne løbe frit op og ned, og samtidig kunne vi være lidt for os selv, når der var behov for det. Det fungerede perfekt.

Skiskole er en gave

I forhold til skiløb, så havde vi hjemmefra bestilt tre dages skiskole til pigerne, så de virkelig kunne lære at stå på ski. Vi tænkte tre dage var fint til at starte med, og så var der altid mulighed for at købe flere dage, hvis behovet var der. Det viste sig at være perfekt med tre dage. På de tre dage fik de lært at plove, dreje og bremse, og så var de egentlig klar til at køre med os og lege sig bedre for resten.

Skiskolen var en gave, for selvom vi alle sammen er ret habile skiløbere, så er der bare noget ved, at det er andre, der lærer ens barn noget, som kan være svært eller udfordrende. Der er lidt mindre ”pjevseri” og ikke nogen ”kære mor” – på den gode måde, for vi var ti meter væk i solen med en kop kaffe, hvis det skulle gå helt galt. Men det var skilærerne, der styrede showet, og det fungerede virkelig godt – og det er lidt chokerende, hvor godt ens barn hører efter, når det er andre, der siger noget til dem.

En anden ting, der var super fedt ved skiskolen, var, at der var andre børn. Børn bliver motiverede og lærer rigtig meget af at se andre på deres alder gøre tingene. Jeg kan i hvert fald kun anbefale skiskole, for de tre dage gav os en lille pige, der derfra kunne stå selv. Tre dage var til gengæld også fint for os, fordi herfra kunne vi snildt ”tage den selv”.

Glæden ved barnets succesoplevelser

Resten af ferien i St. Anton lavede vi slalombaner med skistave, tog på rigtige pister væk fra børnebakken, og pigerne lærte sågar selv at tage en slæbelift - og oven i købet efter et par forsøg selv at hoppe af og møffe sig videre. Det grundlæggende kom på plads på skiskolen, og så havde vi en fest efterfølgende. Den glæde og stolthed, man føler, når ens piges oplever fornøjelsen og fryden over at blive bedre og kunne ting, er noget af det største man kan opleve.

På den måde blev den første uge virkelig en succes, men desværre var der også en bagside. Caroline fik slet ikke oplevet noget af det her, for hun lå syg hjemme i lejligheden og fik det værre og værre. Til sidst kørte hun på hospitalet og fik konstateret lungebetændelse. Storhostende og totalt afkræftet sad hun hjemme i lejligheden, mens vi andre boltrede os på pisterne. Det var synd og ødelagde hele den del af skiferien som også er fantastisk, nemlig at lege og have det sjovt sammen som familie.

Direkte videre til Wagrain

Efter den første uge skulle vi så pakke bilen og køre de cirka 300 kilometer til Wagrain og Danskis Hotel Widmoos. Vi overvejede, om vi bare skulle køre hjem, for Caroline var stadig virkelig dårlig. Samtidig havde de jo fundet ud af, hvad hun fejlede, og hun var blevet medicineret og lovet, at hun nok skulle få det bedre.

Vi tog chancen, for tænk, hvis hun nu kunne komme sig, og vi kunne få lidt glæde sammen på ski. Caroline ville også strække sig langt for at give vores datter noget mere tid på ski, nu hvor hun var blevet så god og elskede det så meget.

Er børnevenlige skiferiekoncepter nu også noget for os?

Nu var det så, med en syg frue i bagagen, tid til at prøve Danskis såkaldte familie- og børne hotel-koncept. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var vi ret skeptiske på forhånd. Vi er umiddelbart ikke til hverken grupperejser eller all-inclusive, hvor andre sætter dagsordenen, og tingene er bestemt på forhånd. Vi vil gerne bestemme og styre tingene selv, og her var der halvpension og en menu, der allerede var lagt fast.

Og så har jeg altid haft en ide om at sådan noget ”Kids Club”-halløj (Danskis variant hedder Snowy Club!) er noget med en overgearet, kæk guide i et bamsekostume, der hver dag hamrer ens barn helt op i det røde felt med de samme overgearede danse og hysteriske lege. Men alle fordommene blev i den grad gjort til skamme.

Ugeprogrammer med tilbud for børn og voksne

Som noget af det første, fik vi udleveret to konvolutter, en til os voksne og en til vores datter. I vores var der en masse praktisk information og så ugens program. I løbet af ugen, var der masser af tilbud om pistevisninger, picnic og afterski. Og det var netop tilbud – ingen tvang, bare et hav af muligheder, der faktisk lød rigtig tiltalende og gode.

Samtidig fik vores pige udleveret børnenes ugeprogram. Til vores store overraskelse, var der stor variation. Allerede dagen efter, søndag, ville der være fastelavn, så børnepizza party mandag, hvor ungerne selv kunne lave deres pizzaer og herefter fulgte en række andre aktiviteter som skattejagt, musikquiz, filmhygge og pistevisning i børnehøjde – igen blot tilbud, men utvivlsomt noget der ville gøre den lille glad.

Trygheden ved faste pladser

Det tegnede altså overraskende godt på den front, men så var der lige det med halvpensionen og den fastlagte menu. Nede i hotellets restaurant fik vi tildelt et fast bord. Det ville være vores hele ferien.

Vi havde det umiddelbart lidt svært med på den måde at blive ”bænket”, men det skulle vise sig dejlig trygt for den lille – og også rart for os, ikke at skulle ned og tilkæmpe os en plads og hele tiden sidde nye steder. Det er tydeligvis lavet på børnenes præmisser og det virker. Det var faktisk super rart.

Børnevenlig og glade voksne

Men så var der jo lige maden. Tre retter hver aften i en fastlagt menu. Vi kiggede ned over den og var overraskede over, at der både var trøffelmayo og kalvekæber blandt de mange retter. I øvrigt kunne man have valgt vegetarisk menu hjemmefra, hvis det var. I det hele taget, var det langt fra den omgang fantasiløs pasta med kødsovs og en masse pommes fritter, som vi havde forestillet os, det ville være.

Til gengæld var spørgsmålet, om den lille ville kunne lide det, men det var der selvfølgelig også tænkt over. De havde nemlig lavet en børnemenu med modifikationer af voksenmenuen – eller pasta med kødsovs! – så det var lidt mere børnevenligt. Den kunne man så vælge til de dage, hvor det ret udfordrende menukort ville være en kende for eksperimenterende til børn, der tit har det godt med, at alt for eksempel er delt op på tallerkenen. Igen var der tænkt på børnene – OG de voksne, for maden var virkelig virkelig lækker.

Samtidig kunne man selv bestemme, hvornår man ville starte sin middag, så der var rum for, at man selv kunne tilrettelægge sin tid og aften. Vi havde faktisk talt om, at vi nok ville skulle finde en restaurant en del aftener for at få noget frihed og rigtig lækker mad – den ide skød vi ad h til allerede den første aften. Det var slet ikke nødvendigt.

Fastelavn og hygge i børnehøjde

Børnearrangementerne var også skønne. Det startede som sagt med fastelavn. Her fik tre udklædte guider med smil og pædagogisk snilde gennemført en omgang ”slå katten af tønden” udenfor på terrassen. Det var super hyggeligt og på ingen måde overgearet eller hysterisk.

Her gik det også op for os, hvor mange børn, der rent faktisk var på hotellet. Og det var dejligt at se, at de første tilnærmelser mellem ungerne allerede begyndte, mens de stod i køen for at gå hen og give tønden et dask. Det fortsatte bagefter, hvor de ved nogle borde i restauranten selv skulle pynte deres fastelavnsboller med farvet glassur og krymmel. Igen en dejlig aktivitet med ro på og i børnehøjde.

Børns smittende sans for leg og fællesskab

De fandt hinanden endnu mere dagen efter, hvor de ved et langt børnebord skulle lave deres egne pizzaer. Mellem tomatsovs, champignoner og stykker med skinke blev der skabt nye venskaber. Børn finder hurtigt hinanden, og før vi overhovedet havde nået rundt og kigge på hele hotellet, havde vores datter fundet legerummet. Her løb hun allerede på andendagen hjemmevant ned med nogle af de andre børn, så snart de havde slugt deres aftensmad.

Herefter kunne vi skåle over til de andre forældre og sammen glæde os over at høre børnenes grin og glædeshyl i det fjerne.

Igen skriver jeg vi, men selvom Caroline havde fået det marginalt bedre, så var hun stadig helt flad og hang med næbet. Hun prøvede, at stå på ski om mandagen, men måtte opgive efter 20 minutter, da alt i hendes krop gjorde ondt, på trods af at vi kun var på den lille børnebakke lige uden for hotellet. Hun fik dog lige set og oplevet vores datters glæde ved at stå på ski, og den lille kunne stolt vise sin mor, hvor god hun var blevet. Det var dejligt.

Vi trækker stikket

Vi var desværre nødt til at trække stikket onsdag morgen, og drøne hjemad. Jeg var også blevet ramt af feber, og Caroline kunne ikke mere. Lige meget hvor hyggeligt et hotel end er, så savner man sin egen seng og de trygge rammer derhjemme, når man er kamp syg.

Samtidig havde den lille fået stået rigtig meget på ski, og bunden var i den grad lagt til de kommende mange mange skiferier.

Ikke sidste gang med børnevenlig skiferie

Da vi skulle køre onsdag morgen, talte vi om, at vi oprigtig ville komme til at savne maden, og den lille var ked af, at hun ikke længere skulle lege med sine nye venner. Det var også super ærgerligt, men til gengæld fik vi nedbrudt en masse fordomme og faldt faktisk for et koncept, som vi ellers ikke troede var os. Det var det.

Jeg har ellers svoret til at bo i lejlighed, når man rejser med børn, men der er virkelig mange fordele ved sådan et ”børnehotel”. Udover alle de andre unger og alle de børnevenlige tiltag, faciliteter og arrangementer, så er det fx super rart ikke at skulle ned og købe ind i et overfyldt supermarked og lave mad hver dag – i hvert fald, når maden er så lækker som den var på Widmoos.

Mange af de andre gæster, var kommet der år efter år – og det forstår jeg til fulde. Sådan et ”børnehotel” er en måde at gøre skiferien ekstra fedt for børnene, og dermed også for de voksne. Det gør vi meget gerne igen!

Interesseret i en skiferie til Wagrain og Hotel Widmoos? Så kan du se mere her.