Der er en første gang for alting, og jeg husker det som var det i går, første gang jeg var på skiferie. Eller det er løgn, jeg husker ikke hele ugen – men jeg husker den første dag på ski. Det er mere held end forstand, at min familie og jeg kom igennem den første dag uden brækkede ben.

Af: Line Luff Bennetsen

Nytåret 2001 var et helt særligt år. Min familie og jeg, bestående af mine forældre og søskende på daværende tidspunkt 5, 8 og jeg selv på 10 år, skålede med forventningen glæde. Mine forældres vennepar havde nemlig lokket os med på den første skiferie, og selv flere uger før afgang var vi i fuld gang med at pakke. Vi glædede os.

En uge før afgang var alt klappet og klar. Vi skulle til Sverige, da venneparret havde været der flere gange. Kør selv i 16 timer, tre børn på bagsædet og kun to voksne til at køre bilen. Men vi glædede os, og da mine forældre vækkede mig midt om natten, da vi skulle til at køre, hoppede jeg op og var klar. Det kunne kun blive godt.

Klar, parat, start

Køreturen gik godt, vi ankom og blev indlogeret i vores hytte. Ned i skiudlejnigen og finde ski og støvler, en god nats søvn og så var vi klar. Hvad jeg ikke vidste der var, at de næste par timer ville jeg huske resten af mit liv – med et smil på læberne, heldigvis.

’Så slemt kan det da ikke gå’ er vores første tanke. Vores hytte har ski-in/ski-out, og vi bevæger os ud på pisten fra morgenstunden – ingen i min familie har haft ski på før. Men alle har sagt, at hvis man kan stå på skøjter og rulleskøjter, så kan man også stå på ski. Det passer ikke. Bevares, du har måske en idé om hvordan det føles, men du kan ikke sætte lighedstegn.

Vi ses i bunden 

Men vi stod der, fem mand stærk, klar til at prøve at stå på ski. Vi skulle alle i skiskole, men vi kunne jo godt lige prøve en tur på skiene inden. I øjeblikket føltes det som en god idé. Min lillebror var kun 5 år og frygtløs, så da mine forældre havde sagt, vi måtte køre, satte han bare af og smuttede. Så stod mine forældre der paniske, og der var jo ingen vej uden om – nu skulle vi altså efter min lillebror.

Min far tøvede lidt, den første udfordring var nemlig, at vi skulle under en bro. Der var to store huller vi skulle igennem. Det var så det eneste min far ikke ramte. Han kører nemlig direkte ind i muren, og vi andre kan næsten ikke være i os selv af latter. Min far grinte ikke så meget. Nå, han kom derfra uden skader, og min lillebror skulle jo hentes.

Det går egentlig okay ned af bakken, vi vælter et par gange, da inden af os ved hvordan man drejer eller styrer de der ski. Pisten er blå, så den er heller ikke helt flad, om end i er i Sverige. Lige der føltes det som en sort piste, især for mine forældre.

Hvordan bremser man?

Jeg husker det så tydeligt. Jeg kan se, at jeg snart rammer lifthuset og den store flok mennesker der står i kø, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal få bremset de her ski. Min søster og jeg følges på pisten, og vi skrald griner – men med en panisk undertone. Vi tager en hurtig beslutning om at smide os i sneen, for jeg tænker, det må stoppe os – og det gør det da også. Mine forældre bruger samme taktik, og da vi alle kommer på benene igen kan jeg se lettelsen hos mine forældre. Tre unger der er ok, ingen brækkede ben.

Første tur på pisten var kun én ting

Pyha, nu skal vi bare med liften op til skiskolen – det værste er overstået. Det tænkte vi lidt for tidligt, for forude venter en klassisk svensk slæbelift. Min mor siger til os: ’Uanset hvad der sker, så holder I bare fast i den lift’. Som sagt, som gjort – for der skete jo naturligvis noget.
Det tog et par forsøg at holde sig stående på benene, når liften først trak. Det er sådan en snyder, hvor den kommer helt stille og roligt rundt, mellem benene og så står man der klar, holder panisk fast i stangen og 1-2-3, så trækker den til, så man ryger bagover.

Efter et par forsøg kommer trip, trap og træsko med liften. Far forrest, mor bagerst og tre børn i midten. Der går ikke længe, før den første er væltet, men vi havde jo fået af vide, vi ikke måtte give slip. Så der hænger min søster efter liften og skrald griner – min mor har et lidt mere stramt smil på læben. På en eller anden måde lykkedes det os alle at komme helskindet op til skiskolen, og der blev ikke flere ture på egen hånd, før vi havde været i skiskole den formiddag.

Skiskole og flere lifter 

Jeg skulle alene i skiskole, mens mine søskende skulle på hold sammen. Det var svensk skiskole, og jeg forstod ikke noget som helst – det gør jeg stadig ikke den dag i dag, men dengang var jeg ikke så gammel og meget nervøs. Vi står lidt i slanger og laver forskelige ting på pisten, og jeg føler mig ikke rigtig tryg. Jeg glæder mig egentlig bare mest til, at det er slut og jeg skal mødes med min familie igen.

Mit hold og jeg skal med en T-lift længere oppe på bjerget, og min instruktør tager liften med mig. Da vi kommer op og skal til at af, hopper instruktøreren af, og jeg skal til at hoppe af, men noget går galt, så liften sætter sig fast i min jakke. Jeg kan ikke få den af, og inden nogen når at gøre noget hænger jeg i liften på vej op af den rampe, der er lavet til at smide lifterne ind i, når de er tomme. Jeg ryger hele vejen op af huset og ned på den anden side – og alle er i panik. Heldigvis sker der ikke noget med mig, men jeg er naturligvis ked af det, og forstår stadig ikke ikke min instruktør.

Sikke en start - men ikke sidste gang 

Herefter går ugen meget godt. Vi er i skiskole alle dage om formiddagen og står sammen om eftermiddagen. Der er mange styrt – både på pisten og i liften, men vi griner og elsker det. Jeg bliver aldrig rigtig glad for at gå i skiskole, men kommer igennem timerne.

Måske tænker du, at efter sådan en omgang, så tog vi aldrig på ski igen i min familie – men det gjorde vi. 7 år i streg var vi på skiferie til både Sverige og Østrig. I næste uge tager vi endnu engang på skiferie sammen, denne gang til Alpendorf i Østrig. For nu er det næsten som første gang for os alle igen, efter flere års pause. Selvom vi har grint meget af vores første dag på ski, så er der dog en række ting, som vi ville gøre anderledes, hvis vi skulle starte helt forfra igen.

Tre ting jeg har lært af min første skiferie 

• Har du små børn, så tag til Alperne på skiferie. Der er så mange begynder- og børnevenlige områder, og det er bare varmere i Alperne. Jeg husker flere dage på ski med mere end -30 grader, lukkede lifter og kinder der var lige ved at fryse af. Dét er ikke sjovt – hverken for de små, men heller ikke for ens forældre.

• Dansk skiskole. Kortere kan det ikke skrives. Det er simpelthen så vigtigt, at føle sig tryg som barn på ski – og det gør man altså bedst, når man forstår instruktøreren og de andre børn. Jeg var ikke på skiskole siden, jeg nægtede – i næste uge prøver jeg en dansk privatinstruktør, for min teknik har brug for det.

• Lad vær med at ’tyvstarte’. Seriøst, bare lad være. Det er dumt, og chancen for at det bliver din eneste dag på ski er for stor – skadesrisikoen er høj. Lad din første tur være med en instruktør, som kan lære dig hvordan du bremser, står på ski med mere.

Med de ord: Lad os høre, hvad du husker fra din første skiferie. Kommenter i feltet herunder. De sjoveste og bedste historier samler vi i et blogindlæg.