Vores dygtige guide Marie har været i Sestriere i sæsonen 2015/16, og er kommet hjem med en masse fif, tips og tricks til din kommende skitur.
I Sestriere findes der en decideret børne-pist i nærheden af en stor åben plads med kaffe og snackbar. Her er der gode muligheder for opsyn og samling af hele familien.
Sansicario er en rigtig godt område – også på dage med dårlig sigtbarhed. Der er ikke mange på pisterne, og mulighederne for varieret skiløb er mange.
"GFC" er stedet for den rigtige afterski. Høj, god musik og mulighed for dans på bænkene.
"Pinky Bar" er det mere rolige sted, som tilbyder live-musik mandag, tirsdag og onsdag.
"DieciHP" er en nyåbnet bar i Sestriere. Rigtig lækker loungebar med moderne musik, fantastiske drinks og suveræn service.
KoVo laver de mest fantastiske pizzaer og har udsøgt udvalg af antipasti-retter. Desuden er KoVo brugt som både sportsbar, restaurant og afterskisted. Bestemt et besøg værd.
Last Tango! Ønsker man et italiensk måltid i særklasse, kan jeg varmt anbefale at besøge Last Tango. Ejeren, Ronnie, er meget passioneret omkring sin restaurant, og laver stort set alt fra bunden. Han bruger lokale råvarer, pastaen er altid frisk og kødet er stegt til perfektion. Ydermere er han ikke bleg for at introducere dig for sin udsøgte vinsamling.
Pinky Bar! Er man sulten efter en god pizza eller pasta, er Pinky Bar stedet. Ejerne, Roberto og Ermanno, gør sit for, at gæsterne får en god oplevelse i de hyggelige omgivelser, hvilket især kommer til udtryk under tirsdagens vinsmagning. Skulle man blot have lyst til en god kop kaffe eller en kold øl, er Pinky Bar bestemt også en mulighed.
Sestriere har noget for alle aldre og skiniveauer.
Sestriere er desværre ikke en del af vores program længere, men vi har stadig et stort udvalg af destinationer i Alperne.