Vores dejlige guider Thorbjørn, Signe, Mine og Isabella var sidste sæson i Livigno for at finde de bedste fif, tips og tricks til din næste skiferie.
Hvilke tre pister er jeres favoritter?
Skydancer som ligger på Carosello-siden mellem Carosello3000-liften og Costaccia. Pisten er lang, blå og meget bred og egner sig derfor godt til både letøvede og øvede. Det er ikke mærkeligt, at den har fået navnet Skydancer, for det er lige præcis, hvad man gør.
På toppen af Monte Neve bjerget på Mottolino-siden går der en lang blå piste hele vejen ned til bunden af Mottolino-gondolen. Hele turen er blå, og man kommer forbi hyggelige skovveje, en lille bro, og turen er super i ethvert tempo.
Federia dalen på Carosell- siden går ned på bagsiden af bjerget. Kaldenavnet for Federia er dybfryseren, fordi der som regel, er ret koldt om morgenen, men til gengæld er det også på dette tidspunkt, at den er helt perfekt. Der er tre mulige veje at komme ned til enden af Federia, og de er alle sammen rigtig gode og røde. Når der er masser af sne, er der et glimrende stykke mini-off-piste imellem disse pister, hvor mange snowboardere og freeridere kører rundt.
For lige at nævne endnu en rigtig god piste så er Teola på Mottolino-siden en lang, bred sort piste, som flittigt bliver brugt specielt om formiddagen. Generelt er de enormt dygtige til at præparere pisterne i Livigno, hvilket bestemt kan mærkes, når man suser ned af de sorte pister. Derudover fører pisten helt ned til vejen, så du samtidig får en smuk udsigt over Livigno.
Hvor finder man de tre bedste børnepister?
En af de bedste børnepister i Livigno er San Rocco bakken lift nr. 17A og 17b. Der er både en stolelift og en træklift ved siden af. Udover at pisten er god for børns skiløb, er der også en lille kælkebakke i siden og en fin slalom-hygge-bane med en masse ”forhindringer” som børnene elsker!
En anden god børnepiste er Doss bakken – lift nr. 18. I bunden er der et rullebånd til de helt små skiløbere, og en træklift som går helt til toppen af bakken. Den er også blå som "Rocco" bakken, men den har et lidt stejlere stykke i starten, som kan gøre bakken lidt mere udfordrende for børn og letøvede. Skiskolen benytter blandt andet denne piste til undervisning, da den er tilpas udfordrende og sjov at køre på. På Mottolino siden er der ikke en decideret børnepiste, men ved siden af Mottolino gondolen er en god blå piste med en træklift. Det er denne piste, vi bruger til slalom konkurrencen. For enden af liften er der et rullebånd med nogle små og nemme forhindringer for de helt små.
Nede i byen på Carosello siden ved den gule gondol, er der et ski-legeland for børn. Her finder man også en fin blå børnepiste men derudover også et land som de kalder Lupigno. Det er den italienske skiskole som holder til dernede og bruger både pisten og Lupigno meget til undervisning og leg. Derudover ligger der flere restauranter lige ved siden af, så man kan sidde i solen og spise frokost eller blot nyde en aperitif, mens børnene står på ski, kælker og leger.
Hvor finder man de tre bedste afterskisteder?
Alegra ved Carosello3000-liften. Det er et af de mindre steder, men stemningen er i top! Musikken er tilpas høj, drinks og øl er tilpas kolde, og der er tilpas meget dans på bordene. Det er klart et af de bedste afterskisteder i Livigno.
Stalet også ved Carosello3000-liften. Det består af et stort fedt udendørs telt med terrassevarmere, som, hver tirsdag, holder skandinavisk aften. God musik og sjov DJ.
Hvilke tre restauranter/cafeer skal besøges?
BellaVista er en super hyggelig restaurant, som, efter vores mening, laver Livignos bedste pizzaer. Der er altid mange mennesker, og de har både en restaurant ovenpå og nedenunder. Altid venlig betjening og fin service.
Il Cenacolo Steakhouse er meget hyggelig, og personalet er altid flinke. Italiensk mad er selvfølgelig på menuen, men her får man også gode bøffer, hvis man er til det. Ejeren ligner til forveksling Super Mario på en prik. Det skal opleves!
Bivio Hotel & Restaurant er en af de finere restauranter i Livigno og derfor også dyrere. Det er dog stadig en oplevelse værd at besøge stedet, uanset om det er for mad eller blot for en drink. Bivio har det mest hyggelige udendørs område, hvor der både er bål, terrassevarmere, DJ og alle de snacks du kan spise, mens du nyder din aperitif. Bivio har to restauranter - en bistro og en gourmet. Begge steder laver enormt lækker mad, og begge ligger i den højere prisklasse. Meget anbefalelsesværdigt!
Nævn jeres tre yndlings steder
Camanel/Pastahouse er en restaurant, der ligger på toppen af Teola liften på Mottolino siden. Her får man den bedste udsigt over Livigno! Du kan ligge i deres lækre liggestole og slikke sol med en Spritz i hånden, eller du kan nyde din frokost i de smukke omgivelser. Deres grillkylling med kartoffelbåde og hjemmelavet salsa er BESTEMT værd at prøve! Hver onsdag til frokost (dagen efter pubcrawl) ser man tit Livignos guider sidde og nyde grillkylling i solen (med solbriller på - ofte af flere årsager).
Mikys Pub er stedet, hvis man vil udforske Livignos natteliv. Her er der rutchebane ind til selve baren, som flittigt bliver benyttet hele aftenen. DJ'en går rundt blandt gæsterne, og synger, og gør godt selskab! De spiller med glæde dansk musik - heriblandt masser af Nik & Jay.
Mountain Riders og Adventure Sport er to super fede sportsbutikker i Livigno! De har alle de fede mærker såsom Burton, Carhartt, Roxy, O'NEILL, Oakley, Nike, Analog og mange flere. Her kan du både shoppe tøj og udstyr til hverdag og ski! Livigno er toldfrit område, hvilket vil sige at parfumer, tøj, sko, elektronik og alkohol er en del billigere, end vi kender det i Danmark. Hele Livigno by strækker sig over mange kilometer, og den er helt klart et besøg værd. Når man kommer ned i byen, bliver det hele til en gågade, og der er masser af butikker, cafeer og restauranter som alle er hyggelige at besøge.
Hvad skal man bare vide om Livigno?
Udover skiløb både på pisterne og uden for pisterne har Livigno en af Europas største funparks, hvor der, hver dag, er høj musik, så kan man se på
de ski entusiaster, som nyder at hoppe rundt og lave tricks derinde. Der er også flere små funparks rundt omkring i Livigno, så der er masser af muligheder for alle.
I Livigno er der også mulighed for Go-kart, rallykørsel og ATV kørsel på is, snescooter, paragliding og andre ekstreme aktiviteter!
Ligeledes er der også flere afslappende aktiviteter såsom biograf, wellness, og bowling/spillehal.
Sidst men ikke mindst er der et ca. 40 km. Langt langrendsspor, som løber midt i dalen mellem de to bjergsider, hvor der også, hver dag, løber folk på langrend.
Alt i alt er der noget for enhver både med og uden ski på fødderne.
Det er desuden ikke uden grund, at Livigno har en sol i sit logo! De har nemlig en ret høj solstatisik pga. dens beliggenhed. Byen ligger i 1816 m. højde, og skiområdet går op til 3000 m., og er også derfor en af de mest snesikre destinationer i alperne.