<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Guiderns bedste fif til skiferien i Folgarida

Udgivet af den 24-02-2021 15:12:18

En af vores dygtige guider er lige kommet hjem fra Folgarida, og han har givet os de bedste fif, tips og tricks til skiferien i Folgarida. 

30

Hvilke tre pister er dine favoritter?

Folgarida har to super gode blå pister; piste 50 - Pradalago Facile er super bred og har en længde på 3.740 m.

Det samme kan man sige om piste 85 - Laghi. Den er ligeledes god bred og er nogenlunde lige så lang som Pradalago Facile. Begge skal prøves, hvis man er nybegynder.

Piste 70 - Spinale Direttissima er en sort piste med et fald på over 70% flere steder, og der findes ikke bedre piste, hvis teknikken tillader det. Den er 2.400 m. lang og bestemt et forsøg værd, hvis man er til adrenalin i blodet.

Hvor finder man de tre bedste børnepister?

Folgarida er ikke den helt store børnevenlige destination, men området omkring Malghet Aut er dog utrolig børnevenligt, og der er flere beskyttede områder for de helt små børn. Det er også i Malghet Aut, at skiskolerne er beliggende.

Hvilken hemmelig skijuvel/piste vil du røbe?

Turen ned fra Rif Orso Bruno til Marileva via piste 11 -Orso Brunos og piste 23 - Panciana er et fantastisk løb. De er begge røde og nordvendte pister, sneen er (næsten) altid virkelig god, og den har en samlet længde på 4.700 m.

Hvor finder man de tre bedste afterskisteder?

Det er ikke for afterskien, man skal tage til Folgarida, da afterskisteder stort set ikke findes i Folgarida. Der holdes dog traditionel afterski 2 gange om ugen på Hotel Alaska.

Hvilke tre restauranter/cafeer skal besøges?

Cascina Zeledria ligger på den blå piste 54 - Malga Zeledria-Fortrini, det er helt klart den bedste restaurant i hele det mondæne område; Madonna Di Campiglio.

Chalet Fiat på bjergtoppen Monte Spinale, denne restaurant er absolut også et besøg værd.

De bedste pizzaer får man dog på Monte Vigo, som er beliggende på Rif Orso Bruno.

Nævn dine tre yndlings steder

Udsigten og skiløbet fra Passo Groste er unikt, da Passo Groste er det højeste punkt i Folgarida - 2.504 m over havets overflade. En tur ned fra pisterne til den eksklusive skisportsby Madonna Di Campiglio er en oplevelse uden lige. Her kan man nyde en forfriskning i de postkort- lignende gader, og stemningen på torvet bør opleves. Folgarida er kendt for at være en livsnyder-by, for gæster der sætter komfort og kulinariske oplevelser i højsæde.

Det skal du vide om Folgarida

Skiområdet i og omkring Folgarida og Madonna  Di Campiglio er unikt. Man kan komme rundt på ski i hele området på blå- og røde pister uden at skulle ud på de mere krævende sorte pister. Er man alligevel til de sorte pister, er der her i området også gode muligheder.

Folgarida er for livsnyderen, der er til smukke omgivelser, lidt godt til ganen og generel forkælelse.

Folgarida er ikke en del af vores program længere, men vi har mange andre skønne destinationer i Alperne.

Kategorier: Italien, Blandet, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg