<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Guide til skistøvler og ski

Udgivet af den 24-02-2021 15:54:20

Alle os som dyrker og elsker skisporten er i den situation, at vi er meget afhængige af, at vi har det rigtige udstyr. Frasen: Don’t blame the equipment gælder ikke her. Det forkerte udstyr kan være hæmmende for vores udvikling eller generende for den gode oplevelse på ski. Så hvis du er en skientusiast så køb, køb, køb!

danski-skibootcamp-kasper-kirketerp

Af: Kasper Kirketerp

Kasper Kirketerp er uddannet professionel skiinstruktør, Eurotrainer og underviser på Skolerne i Oure’s skilinjer. Derudover har han også i perioder arbejdet som bootfitter.

Skistøvler er nøglen til godt skiløb

Hvis du lige er blevet bidt af skiløb, og står og overvejer om du skal investere i et par ski eller støvler, så skal du vælge støvlerne! Hvis du er en erfaren skiløber, og du endnu ikke har dine egne støvler, så er det også bare med at få dem købt. Den rigtige skistøvle er utrolig vigtigt for et godt skiløb.

Find den profesionelle butik

Når du har bestemt dig for at investere i et par skistøvler, så er det med at finde en god butik med personale, som ved hvad de taler om. Jeg vil anbefale Nautic Surf og Ski eller Surfline. Drop den lokale Intersport, da personalet her ikke sælger tilnærmelsesvis så mange skistøvler, som førnævnte specialbutikker gør.

Når du henvender dig i butikken, skal du ikke have travlt, men give dig god tid til at prøve alle de modeller, som kan være en mulighed for dig.

Mærk efter

Skistøvler skal sidde tæt til foden, og de skal ikke gøre ondt nogen steder. Ja, den er god nok! Forestillingen om at skistøvler er et tortur redskab er helt forkert, det samme er udsagnet: Mine støvler er perfekte – jeg spænder dem om morgen, og så behøver jeg ikke løsne dem før jeg tager dem af om eftermiddagen. Lyder det som dine støvler? Så er de med stor sandsynlighed alt for store.

Støvlen skal sidde så tæt, at du skal løsne støvlen flere gange om dagen for at undgå krampe og kolde fødder. En fræk påstand er, at 85 % af alle danske skiløbere kører i for store støvler.

5 gode råd til køb af skistøvler

At finde den rigtige skistøvle kan være ligeså svært som at finde den rigtige kjole for kvinder. Derfor giver jeg dig her fem gode råd.

1. Find den rigtige størrelse

Skistøvler skal typisk være 1-2 størrelser mindre end dit normale fodtøj. Bruger du for eksempel størrelse 42/27 i dine Nike Free, skal du regne med at skulle bruge størrelse 40/25 i skistøvler.  Når du først træder ned i støvlen, vil du bemærke at tæerne går på ude i enden. Det er helt normalt! Når du spænder støvlen, bliver hælen trukket tilbage, skinnebenet følger pløsen, som er det forreste på støvlen. Du vil da kun kunne ane tæerne i snuden, når du læner sig tilbage støvlen – men det er altså helt normalt!

Hvis du kender nogen, som siger at de har købt for små støvler, så tag et kig på deres skiteknik. Der er stor sandsynlighed for, at de kører i bagvægt, hvorfor deres fod er skubbet frem i støvlen hvilket derfor er grunden til at det gør ondt i tæerne. I stedet for at købe større støvler, skal de bruge pengene på en skiinstruktør.

2. Bredden og lasten

Alle skistøvler har ikke samme bredde. Bredden varierer fra model til model, og fra type til type. Men det som går igen er, at bredden altid er oplyst ud fra størrelse 26.  En støvle i størrelse 26 måler 100 mm i lasten. Hvis støvlen bliver længere, bliver den også bredere. En støvle i størrelse 28 vil være omkring 105 mm i bredden. Det samme gør sig gældende den anden vej. Hvis støvlen bliver kortere, så bliver den også smallere.

Det har i mange år været et problem for folk med brede fødder at finde skistøvler, men det er producenterne nu kommet i møde, ved at lave modeller specielt henvendt til folk med brede fødder. Blandt andet har Lange lavet støvler med high og low volume i samme model – se for eksempel RX serien eller Vacuum støvlen fra Fisher, som ved opvarmning kan udvide sig op til 5 mm i lasten, for eksempel i deres RC pro serie.

3. Flex

Flex er en indikator på, hvor svær støvlen er at bøje med skinnebenet, og det fremgår af støvlens specs (støvlens karakteristika). Flexet starter ved omkring 60 og slutter ved 160. Støvler med lav flex er kvinde og freestyle støvler og støvler med den højeste flex er race-støvler. Flex indekset er ikke en generel skala, så en flex 130 kan variere fra mærke til mærke og modellerne i mellem. Er du kvinde, og en dygtig skiløber, som befinder dig mest på pister, skal du finde dig en støvle omkring flex 80-100, og hvis du er en mand omkring flex 100-130.

4. Type  

Der findes støvler med alt fra to til fire spænder, med og uden hikebeslag og med en tyk eller tynd inderstøvle. For størstedelen er det ikke så vigtigt med antallet af spænder. Der er dog det faktum, at hvis du søger en rigtig stiv støvle, så skal du altid vælge en støvle med fire spænder og uden hikebeslag, da dette tit gør at støvlen giver sig en smule bagud.

5. Fitting

Skistøvler har udviklet sig meget de seneste år, og specielt i forhold til costumizing. Customizing betyder, at rigtigt mange modeller på markedet kan tilpasses, så de passer lige præcis til din fod. For 10-15 år siden kunne du blot få blokket og fræset skallen og så få skummet en stenhård inderstøvle. I dag findes der customshell, livefitt og Fischer vacuum fit. Disse er alle muligheder for at tilpasse skallen efter din fod. Tidligere nævnte vacumm fit, er den mest formbare, og kan vedhjælp af tryk bestemme hvor tæt støvlen skal sidde på hæl og forfod. Det virker vanvittigt godt! Stadigvæk kan du dog også blokke og fræse i alle støvler, så hvis der problemer med skallen, vil den komme til at passe til foden.

Inderstøvlerne er også blevet kraftigt forbedret, mange er blevet preformet så de ved problemområder, for eksempel anklerne, kan give noget mere plads, og så har intuitionsliners indfundet sig hos rigtig mange producenter. Intuition inderstøvler er uhyre formbare, og de kan ved opvarmning i 10 minutter ved 100 grader forme sig 100 % efter din fod. Dette kan du gøre mange gange hvilket er fedt, hvis der sker en fejl i fittingsprocessen, eller hvis der sker ændringer med din fod, efter du har kørt i støvlen. Intuition inderstøvler kommer i mange modeller, og er for de fleste det bedste og billigste alternativ på markedet, hvis du vil have en customliner.

Sidst men ikke mindst

Det sidste, men vigtige must have er en custom sål, som er formet efter din fod. Den kan hjælpe på mange gener, såsom krampe og smerte ved knyster.  Samtidigt mindsker sålen volumen i støvlen, hvilket gør at dine nye støvler kommer til at sidde ekstra tæt til foden.

Vælg de rigtige ski

De rigtige støvler kan være med til at gøre skiferien til en meget bedre oplevelse, men det samme kan de rigtige ski også. De kan gøre skiløbet bedre, og være med til at gøre dig til en bedre skiløber.

Der findes mange forskellige typer ski, og faktum er, at du ikke finder en ski som kan det hele. Så det du skal overveje, når du vælger ski, er hvilket niveau du er på, og hvad du synes er sjovt.

Det skal du se efter, når du køber ski

Man kan inddele ski i 6 kategorier:

  1. Begynder
  2. Piste
  3. Kvinde
  4. All mountain
  5. Race
  6. Freeride

Hvilken ski du vælger, er op til dig, men du skal være kritisk over for, hvor på bjerget du kommer til at bruge dine ski mest. Hvis du for eksempel bruger 90 % af tiden på pisten, er Freeride-ski en dårlig investering. Det kan godt være, at det vil være sjovt at stå på sådan en ski, men det vil ikke på nogen måde være en hjælp – det vil nok nærmere være hæmmende for din udvikling på ski.

Hvis du står meget på ski på pisten, så skal du vælge en lidt bredere piste-ski, som eksempelvis Fischer The Curv, som er 72 mm under basen. Denne ski vil være sjov på pisten og en hjælp, når du trækker uden for pisten.

Hvis du derimod lever for powder og freeride, ja så skal du vælge en bred ski med 95-110 mm under basen, for eksempel en Fischer Ranger 106, som giver en masse opdrift og et kæmpe smil uden for pisten.

Længde, radios og rocker

Tommelfingerreglen med at ski skal være 10-15 cm kortere end dig selv holder ikke længere. Længden afhænger af, hvad type ski du vælger, dit niveau, hvor meget Rocker skien har og hvor stor Radius er.

Rocker er ekstra opadgående ”bøjning” i forskien, som på freeride-ski giver opdrift, og på piste-ski gør svingindledningen nemmere.

Radius er skiens drejeradius. Afstanden fra det punkt skien bliver lagt på kant, til det punkt hvor skien stopper på samme højde på bakken. Jo højere radius desto svære er skien at dreje. Du kan i dag vælge skiene længere, da mange skis rockerprofil gør, at skiene er nemmere at dreje.  Men hvis du er begynder kan det være en fordel at vælge en ski med lav radius, så bliver skien kortere, nemmere at dreje og lettere at få nogle gode fornemmelser på. Er du er en erfaren skiløber, som gerne vil bliver bedre, vil du typisk skulle vælge en ski med en længere radius, så bliver skiene samtidigt også længere og svære at køre på.

Hvis du er rigtig god ...

Hvis du bliver en rigtig dygtig skiløber, så vil du opnå et teknisk niveau, hvor du ville kunne udføre mange forskellige typer sving, og bevæge dig rundt i meget terræn på den samme ski, uden det er hæmmende for dig. Det skyldes din teknik og ikke skien. En dygtig skiinstruktør vil kunne køre hele bjerget på en storslaloms ski. Til mange forhold vil den ikke være det mest optimale, men instruktøren får det til at fungere, fordi han/hun har et teknisk højt niveau.

Så hvis du vil være mindst muligt afhængig af det rigtige udstyr, så gælder det om at komme i gang med tage nogle skilektioner. For skiløb er meget mere end fræs fra lift til lift og afterski. Det er en sport som kræver rigtigt meget teknik, og hvor du altid kan blive ved med at udvikle dig. Sidst men ikke mindst er et godt råd altid at sørge for, at dine ski er skarpe. Hvis du bevæger dig ud på et hårdt underlag på en sløv ski, så er det lige meget om du er den nyslåede verdensmester Marcel Hirscher – du har ikke en chance.

Kategorier: Udstyr, Historier fra skiferien, Blandet, Forberedelse til skiferien, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg