Danskis blog - til skiløbere, af skiløbere

Guide: Her finder du den bedste off-piste

Skrevet af | 24-02-2021 14:30:41

Drømmer du om frisk pudder i de sneklædte Alper? Hvis du er vild med eventyr uden for de præparerede pister, så har vi her lavet vores top tre over de bedste off-piste steder i Alperne!

NR. 1 - St. Anton (Østrig)

St. Anton er off-piste himlen! Så simpelt kan det udtrykkes. Området bliver af mange freeride og off-piste entusiaster anset som et af de bedste steder i verden at stå på ski uden for pisterne. Det forstår vi godt! I St. Anton kan du nemlig se frem til mere end 200 kilometers markerede off-piste ruter.  Du kan selvfølgelig også tage på eventyr uden for de markerede ruter.

NR. 2 - Val Thorens (Frankrig)

Val Thorens er uden tvivl et af de bedste skiområder vi har i Europa. Området byder på exceptionelle off-piste muligheder for den kræsne skiløber. Når du skal på off-piste eventyr i Val Thorens er der især en tur, du ikke må snyde dig selv for. Off-piste ruten Lac De Lou - en virkelig fantastisk og lang tur hvor den uberørte og dybe pudder blot venter på dig. Du kan starte ruten flere steder, men det bedste udgangspunkt er fra toppen af Boismint liften. Husk sikkerheden frem for alt når du kaster dig ud i dit off-piste eventyr

3 - Cervinia (Italien)

På grænsen mellem Schweiz og Italien ligger den gemte perle Cervinia, der byder på fantastiske muligheder for off-piste. Herfra kan du køre på ski til Zermatt området i Schweiz, hvor mange kilometers off-piste og puddersne venter! Udover fantastisk off-piste, får du i Cervinia også en af de smukkeste udsigter i Europa. Her har du hele tiden udsigt til det legendariske Matterhorn bjerg. Hvis du vil forevige dit off-piste eventyr kan du investere i et Gopro kamera.

Så hvad skal du huske?

Inden du kommer til Alperne, og er klar til at ramme den dybe pudder i off-pisten, er der nogle ting, der er vigtige at huske. Når du kører off-piste er sikkerhed alfa omega, derfor bør du investere i det rigtige basisudstyr. Først og fremmest skal du sørge for at have de rigtige ski, der egner sig til off-piste. En lavinebipper, skovl og en sonde er også uundværlige, hvis uheldet skulle være ude. Husk også at sørge for at du ved hvordan du bruger udstyret, inden du står i Alperne. Det er også en rigtig god ide at hyre en lokal bjergguide der kender området.