Martin Schøber, der er en af Danmarks mest erfarne offpiste skiløbere og tidligere Danmarksmester i freeride, vil i denne 'Blog Takeover' klæde dig på til at køre sikkert offpist. Udover at være hardcore offpiste skiløber, er Martin også medejer af Danmarks største freeride webshop, Blacksnow.
Af: Martin Schøber
Er du til offpiste skiløb? Kunne du tænke dig at dykke ned i livet som skibums? Og vil du vide mere om udstyr, der gør offpiste-turen endnu sjovere? Så læs med her, hvor Martin Schøber overtager bloggen for en dag og guider dig til, hvordan du kommer sikkert i gang med at køre offpiste. God fornøjelse!
Kom sikkert i gang med off-piste skiløb
For mig er offpiste skiløb det ultimative inden for skiløb. Det rummer så mange ting, udfordringer, prøvelser og eventyr. Men først og fremmest findes der ingen følelse, som at køre igennem bundløst puddersne, som flyver omkring hovedet, hver gang man tager et sving. Det er den følelse, som enhver offpiste skiløber søger – og grunden til at man jagter de største storme og tungeste snefald.
Men offpiste skiløb er slet ikke så uopnåeligt, som man kan forestille sig! Der findes talrige farer i offpisten, men jeg synes uden tvivl, at glæderne opvejer farerne. Tager man godt hånd om sig selv, kan det også sagtens lade sig gøre at minimere farerne.
Lær af nogen der er mere erfarne og bedre end dig selv
De fleste af os kender en eller flere, som har prøvet kræfter med at køre offpiste og som har lidt erfaring. Tag kontakt til dem, og spørg om ikke de vil lære fra sig, og introducere dig til offpisten, hvordan man vurderer terrænet og hvordan man vælger sin rute ned. Kender du ikke nogen personligt, vil jeg anbefale at hyre en skilærer eller bjergguide i skiområdet.
Få fat i det rigtige lavineudstyr
Uanset dit ambitionsniveau uden for pisten, så skal du have det basale lavineudstyr. I Europa bliver der ikke lavet lavinesprængninger medmindre en piste er i farezonen, derfor vil du være ude i lavineterræn, så snart du forlader pisten. Og du bør derfor være forberedt på en evt. lavine, selv hvis du kører lige ved siden af pisten. Det mest basale lavineudstyr består af følgende:
- Lavinebipper: En radiosender, som du har på kroppen, der kan bruges til at finde evt. forsvundne i en lavine, eller som kan bruges af andre med en lavinebipper til at finde dig.
- Note: Masser af tøj og gear sælges med lavinesystemet RECCO. I en lavineulykke har RECCO ingen funktion, og vil kun kunne bruges til at lokalisere dit lig, skulle det gå så galt.
- Sonde: En udfoldelig sonde, som bruges til præcis lokalisering af et begravet offer. Skal mindst være 270 cm lang, når den er udfoldet.
- Skovl: En god skovl, som kan skilles ad og ligge i rygsækken. Du bør foretrække en skovl i aluminium, da den er stærkere og mere holdbar.
Når du har lavineudstyret i orden er det vigtigt, du også ved, hvordan du skal bruge det. Den bedste måde at lære det på, er at opsætte en fiktiv situation på en sikker bjergside.
I skal min. være to personer. Find en sikker bjergside med en masse spor, som skjuler, hvor bipperen er begravet. Én vender ryggen til, og én anden kører ned og begraver bipperen i sneen. Vedkommende råber tilbage til personen på toppen og opsætter scenariet med den bredde og længde, der skal søges i. Personen på toppen går i gang med at søge. Der må ikke gå længere end 5 min, før du har lokaliseret bipperen.
Et godt råd til dig: Den første gang kan det godt tage lang tid, men mist ikke modet, efter bare et par gange, vil det gå markant hurtigere.
Sug viden til dig
Forsøg altid at lære mere omkring at undgå laviner. Det kan gøres på flere måder. Du kan lære fra mere erfarne skiløbere og snowboardere, som du har fået mulighed for at køre med. Vær opmærksom på, hvordan de tilgår lavinesikkerhed og spørg ind til, hvad de kigger efter, når de kører offpiste. Folk lærer gerne fra sig i offpisten og regler og retningslinier som er blevet lært via mund-til-mund metoden, kan være lige så gode som viden tilegnet via kurser eller information på internettet.
Derudover kan du også bruge verdens største database, internettet, til at finde gode kilder og øvelser til at forbedre din lavineviden. Der findes rigtigt mange gode hjemmesider, som du kan bruge til at opdatere og vedligeholde din viden omkring farer og faldgruber, når man kører offpiste.
Hold øjne og øre åbne
Hold øje med bjerget og lyt til, hvad der sker omkring dig. I mange tilfælde vil bjerget advare dig om, at der kan ske noget den dag. Det forudsætter selvfølgelig, at du har den rette viden til at opfatte og forstå de tegn, bjerget sender. Men faktisk, så starter det allerede hjemmefra, hvor du hver morgen, inden du skal ud og køre offpiste, bør læse dagens lavineadvarsel for det givne skiområde, du er i.
Bonus: Den daglige lavineadvarsel er udover at være en god information vedrørende sne og vejr også en uddannelse i sig selv, da den tydeligt gennemgår, hvad du bør være opmærksom på.
Lyt til din mavefornemmelse
I forlængelse af det tidligere punkt, så skal du altid lytte til den lille stemme på skulderen eller en mavefornemmelse. Der er ingen grund til at køre noget, som gør dig utryg. Bjerget vil også være der i morgen. Det er vigtigt for mig at understrege, at det aldrig er en dårlig beslutning at vende rundt. Og man bør altid give sin mening til kende, selv hvis man kører med en gruppe bedre skiløbere. Vi har alle forskellige risikovillighed, og det er en balancegang at finde fælles fodslag i en gruppe. Hvis ikke alle i gruppen siger noget, vil det være det stærkeste individ, som dikterer strategien – og det er bestemt ikke altid godt.
Tommelfingerregel: En god tommelfingerregel, som jeg selv bruger er, at hvis der er en i gruppen, som er utryg, så vender alle rundt.
Nu har det meste været løftede pegefingre og gode råd til, hvordan du undgår de farer som ligger i offpisten – og det skal man bestemt også altid være opmærksom på. Det er dog også ekstremt vigtigt for mig at fortælle om at glæden ved at køre offpiste. Den overgår på alle måder de farer, som jeg ser derude. Skiløb fås ikke bedre end at køre i bundløs og tør puddersne fra top til bund. Ja, det behøver ikke engang være fra top til bund. Jeg kører gerne flere hundrede højdemeter i ispukler for at få et eller to gode puddersving højere oppe. Så godt er det!
Tak fordi du læste med!
Martin Schøber
Psst .. Har du fået lyst til en skiferie med masser af off-piste?