<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

5 grunde til en skiferie til Sölden

Udgivet af den 24-02-2021 15:33:24

Janus har været Danski guide i Sölden hele sæson 2017/18. Han har haft det skønne skiområde som sit hjem, og derfor ved han også præcis, hvorfor du skal besøge denne fantastiske perle. Her giver Janus dig fem gode grunde til, at din næste skiferie skal gå til Sölden. 

danski-solden-guide Af: Janus, Guide for Danski i Sölden sæson 2017/18 

NR. 1 - Skiområdet

En af de essentielle grunde til at vælge Sölden som din næste skidestination er det fantastiske skiområde. Sölden i sig selv består af 144 kilometer piste fordelt på de to bjerge Giggijoch og Gaislachkogl samt de to sider på gletsjeren. Pisterne er utroligt brede, så selv de røde og sorte pister er en fornøjelse at stå på. Der findes noget til alle niveauer. Danski guiden Janus anbefaler blandt andet de sorte nummer 14 og 25, den røde nummer 11 og den blå nummer 38 på Tiefenbach-gletsjeren.

I og med at Sölden by ligger i 1.377 meter, og der findes skiløb flere steder over 3.000 meter, kan du også få nogle lange nedfarter. Blandt andet den 15 kilometer lange tur fra toppen af  Rettenbach-gletsjeren til bunden af Gaislachkogl. Skiområdet i Sölden er også nemt at finde rundt i, og det hænger fantastisk sammen. Du kan hurtigt komme fra den ene ende af skisystemet til den anden. Dette gør også Sölden til et attraktivt sted for større grupper, da du kan køre rundt i forskelligt tempo, men nemt mødes til for eksempel frokost.

En ekstra sjov ting ved området i Sölden er også, at der findes en del forskellige baner. Her kan du måle dine tider på slalom, storslalom, styrtløb, hop, freeride med mere.

Liftkort til to destinationer

For første gang i sæsonen 2017/18 gælder alle liftkort over 2 dages varighed også til området Hochgurgl/Obergurgl. Her får du 110 ekstra pistekilometer fordelt på især blå og røde pister. Her findes også et stort udvalg af funslopes og snowparks, som børn og andre legesyge sjæle kan boltre sig i. Det tager cirka 20 minutter med gratis skibus at komme til Hochgurgl/Obergurgl. De går hele tiden, så der er altså alle gode grunde til også at prøve dette dejlige område. Du har altså sammenlagt 254 kilometer piste på liftkortet til Sölden, hvilket giver dig gode muligheder for at prøve en masse forskelligt.

NR. 2 - Snesikkerheddanski-solden-udsigt

Idet Sölden har det højeste skiløb i Østrig, helt nøjagtigt op til 3.250 meter, er du altid sikker på sne fra oktober til maj. Sölden er også det eneste sted i Østrig med skiløb fra tre forskellige toppe over 3.000 meter. To af toppene ligger på gletsjeren og den sidste på Gaislachkogl. Derfor kan du også i yderpunkterne af vintersæsonen finde super god sne, og risikoen for slush-ice er meget lav.

NR. 3 - Afterski

Afterski i Sölden er også et besøg værd, hvad enten du er til afterski på bjerget, en hyggeøl nede i byen efter en lang dag på ski eller en vild fest.

Weinfassl

Danskis guider holder de fleste dage til på Weinfassl, en super hyggelig lille bar centralt beliggende i byen -  lige over floden fra hovedgaden Dorfstrasse. Her er ikke den meget plads, men baren har en autentisk østrigsk charme. Ejeren Aga sørger desuden for god stemning med musik tilpasset gæsterne og et godt humør. Hans hjemmelavede snapse er helt sikkert også en smagning værd - især grankoglesnapsen er hans store varemærke. På Weinfassl kan du også sagtens skyde en fest i gang, men som udgangspunkt henvender den sig til et publikum, der kan lide et par øl og en hyggelig snak.

Schrimbar

Hvis du skal være sikker på at komme i festlig stemning, skal du besøge Schirmbar midt i byen. Her er der hver dag er garanti for mange mennesker, østrigske afterski-hits for fuld blæs og dans på bænkene i skistøvler. Her skal du være klar på at stå tæt og skråle med på alle de kendte hits. Men når det så er sagt, kan du få en fantastisk eftermiddag og tidlig aften på Schirmbar.

Obstlerhütte

Hvis du er mere til at køre direkte på skiene ind til afterski, kan Janus klart anbefale Obstlerhütte på vej ned af nummer 19. Her kan du sidde både ude og inde og nyde et par øl, mens der kører gode hits over anlægget.

Afterski på bjerget

Hvis du gerne vil undgå at køre ned på ski, men stadig vil på afterski på bjerget, kan vi anbefale paraplybaren s´Finale. Den ligger ved Innerwald, lige ved toppen af liften Zentrum Shuttle. Liften kan du tage ned indtil midnat. Derudover er der også Sölden Party hver fredag ved Giggijoch, hvor DJ’s skaber en god stemning og tiltrækker en masse mennesker.

Nederhütte

Når du er ovre og stå på ski i Obergurgl, kan det også klart anbefales at tage på afterski på Nederhütte, hvor der hver mandag, onsdag, torsdag og fredag er fantastisk live-musik, hvor en blanding af østrigske afterski-hits og internationale klassikere skaber en super stemning og får masser af mennesker til at synge med og komme ud på dansegulvet.

Med andre ord: Der er garanti for en god fest i Sölden!

NR. 4 - Aktiviteter i byen

En anden grund til at vælge Sölden som dit næste rejsemål, er de mange andre ting, du kan lave i Sölden, udover at stå på ski. Midt i byen ligger Freizeit Arena, som er et stort fritidscenter. Det består af et lille badeland med sauna og dampbad, keglebaner, styrkecenter samt en sportshal, hvor du blandt andet kan spille badminton og basketball. I byen findes også en skøjtebane, hvor du også har mulighed for at prøve curling. Det er også muligt at bestille en tur rundt i området i hestevogn.

Der findes også gode muligheder for at få sus i maven på kælketur. Om dagen på en 1 kilometer lang bakke, men også om aftenen på en oplyst 5 kilometer lang bakke.

Et kvarters bustur væk fra Sölden i byen Längenfeld ligger også det store afslapningscenter Aqua Dome. Her findes der forskellige inden- og udendørs pools, et børneområde med et par rutsjebaner, Sauna World med forskellige saunaer og dampbad samt mulighed for forskellige massagebehandlinger. Helt sikkert et besøg værd.

Pssst ... I videoen her, kan du tage på tur med guiderne rundt i Sölden.

 

 

NR. 5 - Maden

Sidst, men bestemt ikke mindst, er maden i Sölden en rigtig god grund til at komme forbi. Idet at Sölden ligger meget tæt på Italien, findes flere italienske restauranter i byen, der blandt andet laver fantastiske pizzaer. Danski guiden Janus anbefaler for eksempel Salino og Gusto, som begge ligger på hovedgaden gennem Sölden. Derudover findes flere gode restauranter med god, traditionel østrigsk mad. Die Alm har en super wienerschnitzel, og på Giggi Tenne kan du få fondue eller schweinshaxe, som helt klart skal prøves. Hvis du vil prøve andet end italiensk og østrigsk findes Miyako. De serverer kinesisk og japansk mad samt Werkstatt, der blandt andet laver nogle delikate amerikanske burgere.

Dette var mine 5 gode grunde til at vælge Sölden som dit næste rejsemål. Jeg synes, du skal komme ned og opleve det selv.

Kategorier: Afterski, Sölden, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Østrig, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg