Bonjour, Boungiorno et Bienvenue á La Rosière! Efter at have tilbragt mere end tre måneder i La Rosière som guide for Danski, giver jeg dig her tre gode grunde til, at din næste skiferie skal gå til denne uslebne diamant af en skidestination i de fransk-italienske alper. Med andre ord: Her skal du tage til på skiferie!
Af: Erika, Danski guide i La Rosière sæson 2017/18
NR. 1 - Pisterne for dig selv
Skiløbet i La Rosière er af god kvalitet, og den bliver bestemt ikke mindre god af, at La Rosière primært er opdaget af franskmændene selv. Her er altid god plads på pisterne! Mange af pisterne på den franske side af bjergpasset er brede boulevarder. Når der samtidig er få mennesker at dele pisterne med, skaber det ideelle forhold. Både for begynderen, der gerne vil have god plads til at svinge, samt den mere rutinerede skiløber, som kan udfordre og udfolde sin teknik på god plads.
NR. 2 - Autentisk oplevelse
Skiområdet hedder Espace San Bernado, og går mellem franske La Rosière og italienske La Thuile. Bjerget hedder Col de Petit San Bernard, og højeste skiløb går op i 2615 meters højde. Turen gennem bjergpasset er utrolig smuk, og byder blandt andet på en ugeneret udsigt til Mont Blanc, som med sine 4800 meter er Europas højeste punkt. Som jeg nævner herover, så er La Rosière og det dertilhørende skiområde Espace San Bernardo primært besøgt af franskmændene selv og ditto italienerne selv på den anden side af passet. Her løber du altså ikke ind i din kollega eller sønnens skolelærer! Derimod kan du se frem til lokal vin, lækre oste og fransk charme med alt hvad der hører sig til.
NR. 3 - Det bedste fra to lande
Er du, som jeg, vild med skiløb i Frankrig, der ofte byder på god højde, lækker sne i store mængder langt hen i foråret kombineret med masser af sol? Men kan du også længes efter rigtig god italiensk mad og fantastisk velpræparerede pister? Så har La Rosière meget at tilbyde dig. De to skisportsbyer La Rosière og La Thuile i Italien har været forbundet i skisportsområdet Espace San Bernardo side 1984. Så her kan altså nydes god og billig italiensk mad til frokost, og indtage aftensmaden samme dag i frankofile omgivelser.
Fra sæsonen 2018/19 udvides området med to nye lifter, og fem nye pister og skiløb i op til 2800 meters højde på den franske side. Du kan godt begynde at glæde dig.