<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Skiferien går til ... Zell am See

Udgivet af den 24-02-2021 15:29:59

Går turen til Zell am See? Så få gode råd og fif fra Julie, som var Danski Guide i Zell am See i sæsonen 2016/17. Zell am See er en destination, der har meget mere at byde på end bare lækkert skiløb.

Zell-am-see-danski-guider

Her skal I stå på ski

Der findes rigtig mange gode pister i Zell am See. Området er delt op i tre hovedområder: Schmitten i Zell am See, Schüttdorf, Maiskogel i Kaprun og gletsjeren, Kitzsteinhorn lidt udenfor Kaprun. Liftkortet gælder selvfølgelig til alle områderne!

Personligt synes jeg, at gletsjeren er verdens bedste skiområde, da sneen her aldrig er dårlig, pisterne er brede og udsigten er helt fantastisk. Specielt hvis I står på toppen, som ligger i 3.029 meters højde. Her kan I tage Gletsjerjet 4 op, og det er også her I vil finde min personlige favoritpiste nummer 1, som er blå, bred, überlækker! Pisten går helt ned til gletsjerjet 2, så I får også en rigtig dejlig, lang tur her.

Vild og sej på ski?

Hvis du er lidt vildere, og klar på lidt mere udfordring, er den røde nummer 12 et hit på gletsjeren. Den er også rigtig lang, og giver dig mulighed for en masse fart og korte carvingsving.

Er du rigtig skarp på ski, så giver Schmitten rigtig gode muligheder for sorte pister i gryden. Specielt Trass14 er til de rigtig seje, med en hældning på op til 70 procent! Derudover ligger pisten i skygge meget af vejen, og derfor er sneen rigtig lækker hele dagen.

Her skal børn og nybegyndere stå på ski

Zell am See er en oplagt destination for en børnefamilie! Her kan I nemlig få dansk skiskole fra børn i alderen 4-14 år. Desuden er der også mange lækre pister, som er rigtig gode for børn og nybegyndere – blandt andet danskerbakken, som er den blå nummer 3 ved Glocknerbahn. Det er ikke en vildt lang piste, men den er bred og har derfor muligheder for flere niveauer.

Har du lidt større børn med, som er til sjov og ballade, så skal du tage børnene med Hochmaisbahn-liften. Her finder I nemlig verdens længste funslope på 1.300 meter! Hop, slalom, skarpe sving og sjove lydeffekter er blot noget af alt det sjove, som I får her. Faktisk kan I også få filmet jeres skiløb og se det efterfølgende. Der er altså garanti for masser af sjov for både børn og barnlige sjæle her!

Oplagt til børn

Generelt er Zell am See oplagt for børn, da området ikke er vildt stort og derfor mere overskueligt. I behøver ikke bruge så mange kræfter på at fokusere på, hvor I kører hen, men I kan lægge alt energien i skiløbet. Hvis I så kører forkert, tager I bare liften op og prøver igen – og dét er lækkert!

Zell am Sees hemmelige juvel 

Som noget nyt i år er ZellamseeXpress kommet. Den går næsten ned til Viehofen, og er et stort led i planen om at samle Zell am See med skiområdet Saalbach-Hinterglemm. Planen er, at disse skal være sammenhængende til sæsonen 2017/18 – og det bliver for fedt! Det er også ned til ZellamseeXpress den skjulte juvel i Zell am See er placeret, efter min mening.

Den røde piste nummer 21 til Viehofen. Denne piste giver nemlig anledning til fart over feltet, og den er genial til jer, som elsker at tracke sit skiløb og sætte fartrekorder. Dertil skal det nævnes, at pisten ligger på skyggesiden af bjerget, og der er ikke særlig mange som kender til pisten, så der kommer ikke så mange, og sneen bliver derfor ikke så hurtigt opkørt som andre steder – og så er den dejlig lang. What’s not to like?

Her skal I på afterski

Efter en lang dag pisterne skal I selvfølgelig på afterski, og i Zell am See er der rig mulighed for dette! Dog er det ikke den samme slags afterski, som mange andre skiområder i Østrig. Dette fordi de fleste afterskisteder i Zell am See ligger nede i byen, og derfor er mere rolige i forhold til mange andre steder. Det er altså afterski, hvor alle aldre kan være med!

Meeeeen … Dorfschenke i Schüttdorf, er rigtig Østrigsk afterski med schlagermusik og dans på bordene. Dét er klart et besøg værd, hvis I gerne vil mærke den ægte østrigske afterski.

Stille og rolig afterski

Er I mere til en stille og rolig eftermiddag kan Ginhouse klart anbefales. Dette er et af mine favoritsteder i byen! Her spiller de stille og rolig musik og laver farverige sjove drinks. Er I en smule gin-entusiast, skal I helt sikkert besøge Ginhouse! Ejeren, Johannes, kan fortælle mange sjove fakta om gin, og han fortæller hele historien om ginens oprindelse til ginsmagning. Derudover er det altid sjovt at forsøge at finde alle 630 forskellige slags gin, som er placeret rundt i lokalet. Helt sikkert et besøg værd!

Live musik og svenskere

Er I til livemusik og svenskere, så er det byens off-piste bar, Villa Crazy Daisy, I skal besøge. Selvom vi i Danmark associerer Crazy Daisy med en vild natklub, er det i Zell am See et rigtig fedt afterski-sted, med mulighed for at høre dejlig livemusik og tage et spil nagel eller tre. Til aften bliver det dog ligesom det gode, gamle danske Crazy Daisy og er et rigtig fedt sted at gå i byen med DJ og disko.

Her skal I spise 

Da Zell am See ikke er et helt almindeligt skipsortsområde, men faktisk også en helt normal by, er der masser af lækre kulinariske oplevelser at finde! Vi har blandt andet Kupferkessel, som er lidt et spøjst sted – på den gode måde! Her er maden rigtig lækker og de har alt muligt forskelligt fra fisk og skaldyr til lækre pizza og saftige bøffer. På Kupferkessel går de meget op i de sjove detaljer, og menukortet er derfor en begivenhed i sig selv. På væggene hænger der sjove billeder og gamle ski. Det er helt klart et besøg hver, men I skal huske at bestille bord.

Er I til de lidt mere fancy restauranter kan Deins und Meins klart anbefales! Her er det lidt mere moderne, men stadig super hyggeligt – og maden er rigtig lækker. De laver for eksempel nogle virkelig gode burgere, og så er priserne også okay, hvilket er en bonus.

Hvis det er det klassiske østrigske køkken I leder efter, så skal I gå på Steinerwirt og får en wienerschnitzel. Det er nemlig det, de er kendt for, og det, de er rigtig rigtig gode til! Her er det også en god idé at bestille bord forinden.

Mine favoritsteder i Zell am See 

Jeg er vild med Zell am See, og jeg har rigtig mange steder, jeg elsker at være. Det hyggeligste sted er helt klart Ginhouse, som også beskrevet tidligere. Her er stemningen helt i top, og lydniveauet er sådan, at I stadig kan have en samtale og spille spil – og så har de bordfodbold, som er super sjovt, selvom jeg er elendig til det!
Ellers er jeg rigtig glad for at gå ned til søen. Jeg er altid nede og vende, hvis jeg er i byen – og specielt efter afterski på Villa Crazy Daisy, som ligger lige ved siden af. Det er så afslappende, og så er det bare rigtig flot dernede. Det er et sted I må se, hvis I skal på skiferie i Zell am See.

GipfelweltKitzsteinhorn er også en klar favorit her i Zell am See. Her er I oppe i 3.029 meters højde, og I kan se udover en stor del af Østrig. Det er specielt fedt, hvis skyerne hænger lavt, så I kan se ud over dem – det er rimelig sejt!

Det skal I vide om Zell am See 

Zell am See er efterhånden et rimelig kendt skisportsområde blandt mange danskere, det I dog bør lægge mærke til ved byen er, at her ikke kun er pister og lifter. Zell am See er nemlig en rigtig stor by, som byder på meget mere end brede løjper og puddersne på gletsjeren. Blandt andet finder du i bunden af Zell am See Zeller sø, som er rigtig stor og utroligt smuk, når der er is på, med de sneklædte bjerge i baggrunden. Derudover er der et væld af aktiviteter i byen på en snevejrsdag! Her findes for eksempel en svømmehal med vipper og rutschebaner, en skøjtehal, biograf og bowlingbaner. Hertil skal Tauern-spa også nævnes. Dette er, som navnet giver udtryk for, nemlig et kæmpe spaområde med termalbade, saunaer, boblebade og alt, hvad I ellers kunne begære efter en lang dag på pisterne. Af denne grund er det altså også rigtig vigtigt at huske jeres badetøj!

Hvis du som ung kommer til Zell am See er her også et rigtig fedt byliv! Her findes mange forskellige barer og diskoteker, som har åbent til langt ud på natten, blandt andet Ginhouse, Villa Craisy Daisy, Diele, Greens XL, K1 club også videre.

Gletsjeren er for alle

Et sidste godt råd jeg vil give videre er, at som jeg har oplevet det, er der mange som ikke tager gletsjeren, fordi de tror, at det er svære pister. Men de er ligesom helt normale blå og røde pister, hvor sneen bare er lidt bedre og I er i nogle andre højder. Så jeg siger det lige én gang til: Gletsjeren Kitzsteinhorn er et must at besøge!

I Zell am See er altså noget for alle aldre og så er det bare en super hyggelig by! Jeg ville ikke tøve med at bestille en skiferie hertil.

Kategorier: Zell am See, Blandet, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Østrig, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg