<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Skiferien går til ... Sauze d'Oulx

Udgivet af den 24-02-2021 15:49:43

Nanna har været guide i Sauze d’Oulx i sæsonen 2016/17, og her fortæller hun lidt om livet og oplevelserne. Nanna byder jer varmt velkommen til “Sus&Dus”, som området også kaldes – den ukendte perle i Italien. Sauze

Sauze Deluxe, Sauze Dulcio, Sauze d’Olux, ”Sus&Dus”, Alpernes Balkon – ja, kært barn har mange navne, og det har byen Sauze d’Oulx. Der er ikke mange der kender til denne perle, men dem som gør, ja de kommer tilbage år efter år. Dette skyldes formentlig tre ting: Solskin, Skiløb og Sjarme! Solen skinner faktisk næsten altid i Sauze, som derfor også bliver kaldt Alpernes Balkon.

Her skal I stå på ski

Skiløbet i Sauze er formidabelt! Her findes hyggelige skovstier, brede boulevarder, snowparks og masser af pister i forskellig sværhedsgrad.

For den let-øvede byder området ved Sportiniapladsen på flere hyggelige, blå pister. For den øvede skiløber er der mange lækre, røde pister i både Sauze, Sansicario og Borgata i Sestriere. For den garvede skiløber kan den olympiske piste i Sansicario give fantastisk skiløb, mens de sorte pister i Sestriere kan give lidt mere udfordring.

Fælles for alle typer af niveauer er, at der i Sauze sjældent er mange på pisterne. Dette giver kortere liftkøer og mere plads på pisterne. Desværre er liftsystemet ikke helt moderne, og hastigheden ikke en Ferrari – men dette giver anledning til at nyde synet af pister, skove og bjerge.

Min favorit piste er helt klart piste 2000, som ligger længst ovre i venstre side af pistekortet. Denne piste er ofte affolket, har et langt løb igennem skoven – og så er den altid velpræpareret! En anden lang piste, som jeg også vil anbefale, er Grand Pista, som går hele vejen fra toppen og ned til Jouvenceaux. Her kan I meget passende tage et kaffestop på den solrige terrasse eller en Bombardino i liggestolen. Er I til sidstnævnte, er dette stedet, at få sådan en.

Her skal børn og nybegyndere stå på afterski

Området Sauze d’Oulx er ikke helt vildt godt til for børn og nybegyndere – men der er nogle få, gode pister. Der er en børnebakke lige ved siden af Sportinialiften, som er en god start for børn eller nybegyndere.

Når I har lært det basale ved skiløbet, og I er klar på lidt flere udfordringer, så kan I prøve den blå piste nummer 13. Derudover kan vi også anbefale den blå piste nummer 52, hvor I får en skøn udsigt udover Sauze – så det er en rigtig hyggelig tur for den ikke så erfarne skiløber.

Sauze d'Oulx hemmelige juvel 

Sauze d’Oulx er én stor hemmelig juvel. Der er ikke mange der kender denne juvel, men dem der gør – ja de kommer igen og igen. Så hold på hemmeligheden med mig!

Her skal I på afterski

Der er fine muligheder for afterski i Sauze d’Oulx – der er lidt for enhver smag. Hvis du gerne vil møde andre nationaliteter, så kan du ofte finde englændere på pubben Ghost. Her er der afterski med masser af shots og til tider live musik. Dog kan englænderne, hvor skønne de end er, også forstyrre en del, hvis I ikke ønsker et alt for lille og larmende afterski.

Min foretrukne afterski foregår på Village Café mellem Clotes og Sportinia-lifterne. Dette er et stort sted med masser af charme, god musik og drinks til billige priser. Her sættes der også ild i baren, I kan få en østrigsk afterski-dans, og her serverer de byens bedste pizzaer.

Er I til et mindre sted, men stadig gode drinks og hygge, kan I tage på SeggiovaPiazza Assietta. Og hvis I vil feste hele natten, så skal I tage på Derby Bar. Her er der live musik og fest for alle pengene! Sidst men ikke mindst kan I også tage til Miravallino, der også har en natklub samt karaoke om onsdagen.

Her skal I spise 

Sjarme/charme er Sauze d’Oulx’ vartegn! Her findes så mange små restaurationer, butikker og caféer betjent af lokale italienere. Der er familierelationer overalt, og enhver italiener har flere jobs her i byen. Nogle andre som I også møder mange af i Sauze er englændere. Dette er både gæster og restauratører – blandt andet har engelske Jill og Raff den utroligt lækre restaurant L’Ortiché i den gamle bydel. Her kan I få alt fra steak og fisk til lækre desserter og god vin.

Skal I spise på pisten, så skal frokosten indtages med en smuk udsigt over bjergene, hvor specielt Les Charmettes, som gemmer sig lidt inde i skoven på piste nummer 71 i Sansicario, er et besøg værd. Med denne unikke beliggenhed, og udsigt til Månebjerget, kan I få en lækker lokal ret, Polenta, som er majsgrød med tilhørende lækkert svinekød, serveret af søde italienske servitricer. Her skal I huske kontanter, da der ikke kan betales med kort – og det gør faktisk oplevelsen mere autentisk.

Har I lyst til at blive i Sauze-området og spise jeres frokost, så er Monte Triplex, der ligger lige ved toppen af Sportinialiften, et rigtig godt bud. Rimelige priser, sol og Alperol Spritz på terrassen samt de bedste pizzaer. Her bliver I altså ikke skuffet! I kan nemt komme til stedet både på og uden ski, hvis I har medrejsende, som ikke vil stå på ski.

Et andet sted jeg på det varmeste vil anbefale er Ciao Pais. Denne hyggeligt beliggende restaurant i skoven har også italiensk charme så det basker. De har et bredt udvalg af lækre pastaretter, kødretter samt gode desserter. Dette sted ligger også en smule afsides i Sauze, ved siden af piste nummer 2000, og er et meget vellidt og besøgt sted.

Mine favoritsteder i Sauze d'Oulx

Hvis I tager på skiferie i Sauze d’Oulx – hvilket jeg håber – så skal I prøve tre ting:

  • Vinsmagning på Village Café
  • Til arrangementet Torchlight Descent
  • Gå en tur ned i den gamle bydel.

Vinsmagningen består af fem forskellige italienske vine, først en Processo, herefter en hvidvin og derefter tre rødvine, hvoraf to af dem ofte er fra Piemonte-området. Hertil serveres brød, pølse og forskellige oste, mens den lokale vinguru fortæller passioneret om vinene. Du kan godt glæde dig – det er store glas, så humøret fejler bestemt ikke noget til slut.

Torchlight Descent er et arrangement, hvor I mødes på hotelrestauranten Monte Triplex, for at nyde en drink, spille skistøvlefodbold med englænderne eller kælke ned ad den sorte piste. Herefter får I middag med tre forskellige slags pizza, det samme med pasta samt en dessert. Dét er virkelig hyggeligt!

Men det helt store højdepunkt er når mørket har sænket sig, og I skal stå på ski ned til byen med pandelamper. Denne tur er helt unik, rigtig flot at kigge på, og en oplevelse, I sent glemmer!

Det skal I vide om Sauze d'Oulx

Sauze er en gammel middelalderby med brostensbelagte gader, masser af brønde og hyggelige stenhuse. Disse finder I mest nede i den gamle bydel, som bestemt er et besøg værd! Her findes også både restauranter, barer og souvenirbutikker.

Sauze er den ukendte perle med fedt skiløb, masser af sol samt italiensk charme. Her er gode lokale restauranter, hyggeligt personale, og I føler jer virkelig velkommen her i byen. Skiterrænet er stort og lækkert, drinksene er stærke og stemningen god. Det eneste Iskal være opmærksom på er, at I kan blive svært afhængig af at opholde sig her i Sus&Dus.  Vi ses!

Kategorier: Italien, Sauze d'Oulx, Blandet, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg