<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=358142404649489&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Skiferien går til ... Tignes

Udgivet af den 24-02-2021 16:01:14

Christoffer, Amalia og Mikkel har været Danski-guider i Tignes 2016/17. Deres store viden om området deler de med dig her – men pas på! Chancen for at du kommer til at drømme om en skiferie til Tignes er stor.
 X2V5219

Her skal I stå på ski

Tignes er et skønt skiområde! Her er mange skønne pister, men hvis vi skal anbefale tre, som I skal prøve, så må det være Plan, Verte og Grattalu.

Plan er en lang, bred og rød piste som fører jer ned til Val d’lsère by. På denne piste er der perfekt hældning, og derfor kan I få godt med fart under skiene – samtidig med I nyder den flotte udsigt. Pisten er rimelig bred, så der er gode muligheder for alt slags skiløb. Derudover kan I fra toppen af pisten se helt ned til dæmningen og søen, som I kører forbi, når I er på vej op til Tignes. Med andre ord en super flot udsigt!

Verte er endnu en god bred piste. Den er grøn, og der er virkelig muligheder for at lave nogle fine sving. Pisten befinder sig lige mellem Tignes og Val d’lsère.

Grattalu er vores sidste anbefaling. Det er en skøn, blå piste i Val Claret området. Den er bred og blå, og du kan både få god fart og optimere dit skiløb.

Her skal børn og nybegyndere stå på ski 

Tignes er et meget alsidigt område, som giver anledning for at hele familien kan finde lige præcis de pister, der er noget for hver især. Her er der nemlig muligheder for alle niveauer! Det er nok ikke det allermest børnevenlige område I kan finde, men her i Tignes er der mange brede pister, og dermed mulighed for at både børn og voksne kan udvikle sit skiløb.

Hvis vi skal anbefale tre pister til børn og nybegyndere, så er det pisterne Rosset, Lavachet og Fresse.

Rosset er en piste i midten af Le Lac. Denne piste bliver ofte brugt af skiskoler med børnehold, da pisten har en god brede og ikke er alt for stejl. Stoleliften I skal tage for at komme ned af Rosset er også meget børnevenlig, den kører nemlig ikke særlig hurtig, er ikke lang og I kommer ikke højt over jorden, som så mange andre lifter.

En anden rigtig god og bred begynderbakke er Lavachet. Her kan I tage en børnevenlig træklift for at komme op på toppen, hvor der altid står en kontrollør og hjælper dem, som har brug for det.

Sidst men ikke mindst er Fresse en skøn piste til jer, som har børn eller selv er nye på ski. Det er en lang, grøn piste i Espace killy-området. Denne piste ligger i et område hvor der er mange grønne, blå og brede pister. Her har børnene virkelig mulighed for at køre rundt og have det sjovt, uden at være bange for at skulle ned af en rød piste. For at komme op til dette område, kan I tage stoleliften Fresse, som starter i Val Claret og fører direkte op til den grønne piste ved samme samme navn.

Tignes' hemmelige juvel 

Tignes og Val d’lsère gemmer på en hemmelig piste kaldet Perdu. Pisten er en off-piste tur, som kræver, at du er en habil skiløber. Perdu fører dig gennem skoven og klipperne ned til La Daille i Val d’lsère. Det er en smuk og anderledes tur, som virkelig er skøn for dig, som godt kan lide lidt udfordringer på ski. Vi anbefaler selvfølgelig, at alt off-piste sker med rette udstyr, en guide med mere.

Her skal I på afterski

La Folie Douce er afterski på pisten. Dette sted ligger lige mellem Tignes og Val d’lsère, og der er altid fest og farver her! Er I til høj musik, dans på bordene og en fantastisk afterski stemning, så er dette stedet! La Folie Douce er den franske udgave af den velkendte østrigske afterski – og stedet lever i den grad op til forventningerne!

Et andet godt sted til afterski er Saloon Bar. Baren finder du i centrum af Val Claret, og her er der ofte live-musik og en skøn afterski stemning! På Saloon Bar er der Happy Hour fra klokken 15.00-16.00 – så vil du have billige øl efter en lang dag på ski, kombineret med en god omgang hygge, så er dette stedet.

Hvis I ikke er klar til at gå hjem, og ønsker at fortsætte festen til langt ud på natten, så er Blue Girl stedet at være! De spiller en blanding af nye og gamle hits, og de har et dansegulv med plads til en svingom eller to. Blue Girl befinder sig i centrum af Val Claret, men uanset hvor I bor, er det helt sikkert turen værd. Heldigvis går det busser hele aftenen og natten – så I kan let komme til og fra de forskellige dele af Tignes.

Her skal I spise 

Couloir har nok Tignes bedste frokost-burgere! Hvis I vil ud og spise om aftenen, så tilbyder restauranten lækre retter og god betjening. Hvis I har en sød tand og ikke er mæt efter hovedretten, så er det også på Couloir, at I kan få den bedste cheesecake! Couloir befinder sig ved et lille hyggeligt snetorv i Val Claret.

På restauranten La Pignatta tilbyder de mad i den bedste franske/italienske stil. Især deres pizzaer får stor ros fra os guider! Denne restaurant befinder sig også ved det hyggelige snetorv i Val Claret.

Sidst men ikke mindst vil jeg anbefale Tignes Cusine. Her kan I få wok og wraps til billige penge. Tignes Cusine er perfekt på en solskinsdag, hvor du kan nyde vejret og den gode mad ude på deres terrasse, med en skøn udsigt til nogle af pisterne i Le Lac.

Vores favoritsteder i Tignes 

Tignes er en fantastisk by! Men især toppen af Grand Pre er udsøgt. Her finder I den mest fantastiske udsigt i Tignes. I kan se ud over uberørte Alper – behøver vi sige mere? Dét er et besøg værd.

I har heller ikke været på skiferie i Frankrig, hvis I ikke har været et smut forbi La Folie Douce. Her er altid en fantastisk stemning, med et personale der vil gøre alt for at de besøgende er underholdt – ved blandt andet at lave danse show med mange flotte, skøre og kreative kostumer i den bedste franske stil.

Sidst men ikke mindst vil vi anbefale jer at besøge restauranten La ferme des 3 capucines. Det er en fantastisk og idyllisk restaurant, som helt klart er et besøg værd. Et ‘must try’ på en skiferie i Frankrig! Hvis I vil opleve den franske kultur og mad på jeres ferie, er dette stedet I ikke må undgå at besøge. 

Det skal I vide om Tignes 

Gletsjeren La Grand Motte i Tignes og gletsjeren Pointe du Montet i Val d’lsère er helt klart et besøg værd, når du er på en skøn skiferie i Tignes! Du har her mulighed for nogle dejlige og snesikre pister. Det er også fra toppen af La Grand Motte, at I finder en af de skønneste udsigt over de franske Alper.

Kategorier: Tignes, Frankrig, Blandet, Forberedelse til skiferien, Guidernes fif, Tips til skiferien

Velkommen til ...

Danskis blog!

Her på bloggen kan du finde alt, du har brug for at vide på skiferien. Guidernes guide til alle vores destinationer, gode råd til en familieskiferie med små børn, de bedste afterskisteder, snestatestikker og meget, meget mere.

Har du en idé til et blogindlæg? Så skriv til mail@danski.dk - så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at besvare dit spørgsmål!


God fornøjelse.

    Senest blogindlæg