GODE RÅD TIL OFFPISTEN

Vil du gerne udfordre dit skiløb og komme lidt væk fra pisterne? Så er der en række ting, som du skal være opmærksom på. Derfor giver en af Danskis eksperter, Rasmus Lundby, sine anbefalinger til dig, som gerne vil stå offpiste.

Lavine-traening-danski-ramsus-lundby

Rasmus Lundby er en af Danmarks mest erfarne skilærere, og han ved rigtig meget om offpiste. Han ved, hvad du skal være opmærksom på, når du vil køre offpiste, og hvilket sikkerhedsudstyr du bør anskaffe.

DET ER SIKKERT AT STÅ PÅ SKI!

Denne sæson har der været en lavine i italienske Plan de la Gabba og i franske Tignes med dødelig udgang, hvilket er dybt tragisk. Dog synes Rasmus Lundby, det er vigtigt at påpege, at det som udgangspunkt er sikkert at stå på ski på enhver piste, som er åben. Det er skidestinationen der sikrer sig, at normale skiløbere ikke risikerer noget, så længe skiløberne holder sig inden for de afmærkede områder.

FLERE OG FLERE PÅ OFFPISTE

Igennem de seneste år har udviklingen af skiudstyr gjort, at der er langt flere skiløbere der kommer ud i offpisten. Dette er primært forårsaget af skienes design, hvor de bredere ski gør det lettere at kontrollere svingene i dyb sne. Rasmus Lundby synes det er fedt, at flere skiløbere kan mærke glæden ved at køre i uberørt nysne – men der er også en bagside af medaljen.

RISIKOVURDERING

Når man vælger at forlade de afmærkede pister, er der mange der kommer ud nogle steder, hvor de ikke har erfaring til at vurdere, den risiko der kan være.

– En støvlavine kan opnå en hastighed på 250 km/t, hvilket gør det umuligt at komme væk, hvis man er i lavinens bane. Derfor har man brug for at vide, hvilke steder der har lavinefare, og det kræver meget erfaring, siger Rasmus Lundby.

Derfor har Rasmus Lundby tre råd til dig, der gerne vil køre offpiste:

  • Råd 1 – Hyr lokal bjergguide
  • Råd 2 – Få styr på dit basis udstyr
  • Råd 3 – Lær at bruge dit udstyr

RÅD 1 – HYR LOKAL BJERGGUIDE

Rasmus Lundby opfordrer til, at man hyrer en lokalkendt bjergguide, hvis man er en gruppe, der gerne vil køre offpiste. Ud over sikkerheden kan den lokale guide også finde det bedste sne og område på dagen.

 RÅD 2 – FÅ STYR PÅ DIT BASIS UDSTYR

Når man bevæger sig ud i offpisten, er der noget basisudstyr, som man skal have med sig. Først og fremmest skal alle have en lavinebipper på sig, som er en lille radiosender, der konstant udsender et signal. Dermed kan man blive fundet, hvis man ligger begravet i sneen.

– Når jeg taler om en lavinebipper, mener jeg en decideret lavinebipper, og ikke de små Recco-sendere, der er indbygget i meget skitøj. Det er lige meget, hvilket mærke eller årgang lavinebipperen er, de kan alle tale sammen, fortæller Rasmus Lundby.

Rasmus Lundby har for eksempel en helt ny amerikansk BCA Tracker, der fint kan finde frem til hans 25 år gamle franske bipper. De nye lavinebippere kræver dog mindre træning end den gamle, og den lokaliserer hurtigere den uheldige, men alle bippere fungerer fint i forhold til basisfunktionen.

Husk sonde og skovl

Ud over lavinebipperen skal man køre med en sonde og en skovl. Sonden er en næsten 3 meter lang ”teltpind”, der kan foldes sammen. Den skal bruges til at stikke ned i sneen, for præcist at finde ud af, hvor man skal grave. Skovlen skal være en letvægts og sammenklappelig, så man ubesværet kan have den i rygsækken.

– Lavinebipper, sonde og skovl er basisudstyr, som man bare skal have med, hvis man vil køre offpiste. Derudover kan man også have diverse førstehjælpsgrej med og et tyndt alu varmetæppe, siger Rasmus Lundby.

Dette offpiste udstyr koster ikke mange kroner, og det kan holde resten af din skikarriere. Hvis man ved, at man på enhver skiferie vil bevæge sig uden for pisterne, så er det helt oplagt at investere i udstyret – og ikke mindst lære at bruge det. Desuden er det en god ide at indkode den lokale sikkerhedstjenestes telefonnummer, så man hurtigt kan ringe, hvis uheldet er ude.

RÅD 3 – LÆR AT BRUGE DIT UDSTYR

Når du har købt dit udstyr, er det vigtigt, at du kan bruge det, hvis uheldet skulle være ude. Derfor er det en god idé at få et kursus hos en professionel eller at køre med en bjergguide, som giver dig en introduktion til dit udstyr.

INKARNERET OFFPISTE LØBER?

Hvis du er en helt inkarneret offpiste-løber, der konstant søger ud i offpisten, så bør du købe en airbag. En airbag er som en normal rygsæk, hvor der er plads til madpakke, vand, ekstra trøje med mere – men har derudover to store luftballonner inden i, der bliver blæst op via en gaspatron, når du aktiverer rygsækken.

– En airbag redder liv, hvis du er blevet revet med i en lavine. Den forøger chancen for, at du forbliver i lavinens top, fremfor at blive rullet ned i bunden af lavinen. Dette fordi ballonerne forøger din størrelse. En lavine er lidt som når du ryster en müslipakke. Her har de store stykker en tendens til at blive i toppen, mens de små stykker rystes ned i bunden, fortæller Rasmus Lundby (se billede i toppen).

Rasmus Lundby har holdt flere foredrag for vores gæster og personale på Hotel Refuge, Danskis Klubhotel i Alpe d’Huez i Frankrig denne vinter om netop offpiste.

Skriv din kommentar herunder:

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Ring til os på tlf. 86 800 600

Man.-tors 08.30-17.00

Fredag  08.30-16.00

Lørdag lukket

Søndag lukket


Bliv ringet op

Udfyld felterne herunder og vi vil ringe dig op hurtigst muligt

Send en mail

Udfyld felterne herunder og vi vil svare dig via mail hurtigst muligt